Rapperen er klar med anden single fra sit kommende debutalbum
Han er kendt som den ene halvdel af hitmagerne UFO Yepha og har her siden begyndelsen for 14 år siden været med til at skabe store radiohits som "Hver dag", "Fluen på væggen" og "Op med håret", hvoraf den første har over to millioner afspilninger på Spotify.
Nu er Yepha, der civilt bærer navnet Jeppe Bruun Wahlstrøm, klar med sin anden single fra det kommende debutalbum "Højere Hurtigere Dybere Bredere", der udkommer til marts. Singlen hedder "Go' Røv" og handler, meget indlysende, om det sted på kvindekroppen, de fleste mænd har kær. Rapperen udtaler meget klart, at sangen "er en hyldest til kvindens former".
Yepha forsøger med det kommende album at forny sig selv og den position, han har indtaget med årene: "Min definition af hiphop er fornyelse. Det er forretningsmæssigt nok ikke det klogeste, og det er til tider pænt frustrerende ikke bare at chille, hvor man er, men når jeg er blevet kaldt 'ham der rapper hurtigt' eller 'ham med det fede flow', så retter jeg automatisk antennen ind på at gøre noget andet, og det vil man kunne få at høre på albummet," udtaler han.
Hør Yephas fornyelse og hyldest til de bløde former via Spotify og WiMP herunder: