Det er en af soul-diskoens absolutte legender, der i går gik bort efter i nogle år at have kæmpet mod sygdom. Bobby Womack – der nåede at spille på Roskilde Festival sidste år – blev 70 år gammel.
Måske har du set Quentin Tarantinos film Jackie Brown? I åbningssekvensen sidder überkoole Pam Grier ved rattet i sin bil, mens et soundtrack, der bliver ved med at gentage noget med Across 110th Street, sætter ikke bare hele stemningen for filmen, men også for evigt sætter sig i din dna. I en kultfilm, hvor ikke bare filmens hovedpersoner, men også publikum siden bare må ud og opstøve den magiske soul-disco med orkestre son The Delfonics og med ophavsmanden til netop Across 110th Street, soulkongen Bobby Womack. Og musikken findes skam - i store mængder - mens manden selv forlod denne klode i går.
Og er man tæt på, er det ikke en af livets store overraskelser. Bobby Womack levede notorisk hårdt og kæmpede de seneste år mod blandt andet mavekræft og Alzheimers, og sidstnævnte møgirriterende sygdom førte til, at han pludselig havde problemer med at huske teksterne på scenen. Hvorfor han især er solidt placeret i 1960'erne og 1970'erne som et af de store soulikoner.
Bobby Womack startede tidligt ud, meget tidligt. Faren var baptistpræst, og selv om han til at begynde med ikke ville have sønnerne til at gå musikervejen, var deres talent så overbevisende, at de snart var ude og turnere i kirker omkring Cleveland i Ohio, hvor Womack blev født. Bobby var tredje søn, og hans guitarspil blev snart af en sådan klasse, at det siden ville føre til jobs med legender som Sly & The Family Stone. Men det var som The Womack Brothers, at familieforetagendet først blev opdaget af soullegenden Sam Cooke, som ville omdøbe dem til The Valentinos.
Opdagelsen førte siden til, at Bobby opdagede Sam Cookes kone. Da Cooke særdeles tragisk blev skudt på et motel som 33-årig i 1964, giftede Womack sig temmeligt kontroversielt med dennes kone Barbara stort set omgående. Deres ældste datter, Linda, skulle siden gifte dig med Womacks lillebror, Cecil, og i øvrigt med ham danne den succesfulde duo Womack & Womack.
Bobby Womack havde været guitarist for Cooke - som i parantes bemærket regnes som en af soulmusikkens absolutte konger, som banede vej for bl.a. Otis Redding og Aretha Franklin - og han fortsatte og spillede på nogle af Aretha Franklins tidlige album, ligesom han bl.a. skrev den bevægende Trust Me, som kom på Pearl, det fantastiske hitalbum med Janis Joplin, som blev udsendt posthumt efter dennes død af en overdosis i oktober 1970. Han var allerede gået solo i 1968 og havde indspillet et par album, men den virkelige succes skulle først komme i 1970'erne.
Det er med hits som Woman's Gotta Have It med åbningslinjen "Do the thangs that keep a smile on her face..." at Bobby Womack satte sin helt specielle signatur på tiden og den form for soul, der blev populær sammen med diskomusikken og ikke mindst flyttede fokus fra byer som Detroit og Memphis til Philadelphia. En egen luftig og kitschet genre opstod, og sammen med kunstnere som Barry White og The Three Degrees tegnede Womack denne specielle tid.
Ligesom han også via netop føromtalte Across 110th Street blev en af de kendte eksponenter for fænomenet Blaxploitation, en bølge af film, som med rette er blevet kritiseret for at fremstille stereotyper fra sorte amerikaneres kultur, men som også siden er blevet hyldet som banebrydende af bl.a. føromtalte Tarantino og dennes klike, som konstant har brugt referencer til tiden og dens kunstnere i film som Jackie Brown, Kill Bill 1 & 2, True Romance og så videre.
Bobby Womack ville endvidere hitte bredt med bl.a. et remake af en ting med det gamle famileorkester, The Valentinos. Den hed Looking For Love, og var også på mange måder afskeden med de højeste luftlag for denne stjerne, som langt hen ad vejen hører til i 1970'erne.
Han var dog langt fra glemt, og efter store problemer med afhængighed syntes hans karriere tilbage på sporet i 00'erne, hvor mange af tiden R&B-stjerner konstant ville referere til Womack og hans pionerarbejde. Ligesom han i 2009 blev optaget i Rock'n'Roll Hall Of Fame, som i øvrigt hører hjemme i Womacks gamle hjemby, Cleveland. I 2012 udgav han sit sidste album, The Bravest Man in the Universe, produceret af blandt andre Damon Albarn.
For et år siden turnerede han og besøgte blandt andet Roskilde Festival og Orange Scene. Her var anmeldelserne generelt respektfulde og talte om en kunstner i særdeles velholdt form.
Nu har han fået fred. For min indre biograf kører hans helt specielle lyd, hvor han med intonation som en gospelpræst kører sine smukke baryton hen over lette soul-funk-spor. Soundtrack fra en æra, som er ren nostalgi. Men med en insisterende kvalitet, som forbliver uforglemmelig.
Bobby Womack (1944-2014) - Æret være hans minde.
