6 up&coming artists med base i Aarhus gæster Den Gamle By
Den Gamle By har netop åbnet udstillingen "Aarhus rocks! Byen og musikken 1960-2014" – en stor tredimensionel fortælling om musikken og det rytmiske musikmiljø i Aarhus gennem 50 år. I sammenhæng med udstillingen er der gennem fire weekender livekoncerter på Torvet. I Pinsen kan man se frem til nogle af de mest lovende nye navne med base i Aarhus: Sonja Hald, Lydmor (billedet), Asbjørn m. band, Nanna Schelde, Green Lives og Anna Bell. Se programmet her.
Den Gamle By, der i år fylder 100 år, har i samarbejde med Spot Festival udvalgt de seks up-coming Aarhus-bands til at spille i Den Gamle By lørdag, søndag og mandag. Koncerterne er gratis, når entréen til museet er betalt. Dog er der fri entré lørdag den 7. juni.
LØRDAG DEN 7. JUNI
Nanna Schelde - lørdag 7. juni klokken 13.00 (fri entré til Den Gamle By)
Nanna Scheldes soloprojekt er kendetegnet ved elegante klaverarrangementer, formfuldendte melodier, vedkommende tekster og en unik sans for at opbygge korstemmer. Hun er en fremragende sanger, dygtig pianist og karismatisk performer.
Interview på scenen - lørdag 7. juni klokken 15.00 (fri entré til Den Gamle By)
Jan Sneum taler med Poul Martin Bonde, Peter A.G. og René Munk Thalund (Nephew)
Sonja Hald - lørdag 7. juni klokken 16.15 (fri entré til Den Gamle By)
Sonja Hald er den nye frække dreng på den danske musikscene, som med underfundige og skarpe danske tekster efterlader et øjebliksbillede af vores samtid. Bag det feminine navn gemmer sig fem fuldvoksne mænd fra Aarhus. Bandet udgiver debutalbum i år.
I februar spillede opvarmning for Folkeklubben. Her imponerede de GAFFAs Morten Ebert Larsen, der kvitterede med fire stjerner og rosende skrev: "Well, Sonja Hald er garanter for en formidabel omgang folk med bemærkelsesværdige tekster, som er både spiddende, spændende og satiriske. De har et enormt aktiv i forsanger Jonas Dahl, der også er tekstforfatter til bandets sange."
SØNDAG DEN 8. JUNI
Lydmor - søndag 8. juni klokken 13.00
En aften i Wien kryber en ung pige genert op på en scene foran 400 mennesker. Ingen af dem kender hendes musik, og hun er helt alene på scenen med en computer, et keyboard og nogle elektroniske instrumenter. 40 minutter senere råber alle i salen efter mere.
I 2012 udkom debutalbummet, "A Pile Of Empty Tapes". GAFFAs Jesper Buhl gav fire stjerner under overskriften: "Pop med udviklingspotentiale. Mere af det onde, tak, for det lyder så godt."
Til årets Spot Festival optrådte Lydmor med Bon Homme (WhoMadeWho). Den vellykkede koncert endte oven i købet i crowdsurfing.
Asbjørn med band - søndag 8. juni klokken 15.00
Asbjørn udgiver albummet "Pseudo Visions" sang for sang, video for video gennem hele 2014. Med sig på scenen er Esben Inglev (mandolin, synths, samplers), Steffen Lundtoft Jensen (trommer, percussion) og Simun Ørgaard Mohr (bas)
MANDAG DEN 9. JUNI
Anna Bell - mandag 9. juni klokken 13.00
Anna Bell har givet sit hjerte til soul og har fundet sin rette plads på den store popscene. Hun tager lytteren med tilbage til Detroits storhedstid, hvor rigtig musik bestod af følelsen frem for ordet. Sidste år udkom albummet "The Sessions", og GAFFAs Sohail Hassan strøgede tre stjerner ud over albummet under overskriften: "Glad folksy retro-soul."
Green Lives - mandag 9. juni klokken 15.00
Green Lives ønsker at skabe et spillevende alternativ til den sortseende, teknologiske nutid. Deres debutalbum "The Years" favner årets gang og hylder årstiderne. Forårssangene er lyse, lette og håbefulde. Sommersangene er friske og dansevenlige. Efteråret giver tid til ro og eftertænksomhed, og vintersangene er milde. Albummet omfattede intet mindre end 16 sange. Det blev til fire stjerner fra GAFFAs Michael José Gonzalez, der dog ønskede sig en smule mådehold:
"Det er en skam, at man er ved at være mættet, når man kommer til 16. sang på albummet. Selvom det er svært at slå darlings ihjel og hælde babyer ud med badevandet, havde en gang trimning havde klædt pladen som helhed, men alt i alt er The Years fornøjelig lytning fra et absolut lovende og charmerende foretagende."