Festivalen nærmer sig, og hardrockerne fortæller her, hvem de selv skal høre
Roskilde Festival nærmer sig med stormskridt, og derfor har vi spurgt en række af de optrædende, hvilke koncerter de selv vil høre på festivalen. Vi fortsætter med hardrockerne Förtress:
Bombus
– Bombus leverer en hårdslående omgang rock med referencer til Motörhead, High on Fire osv. Det er hurtigt, beskidt og samtidig super melodiøst. Vi forventer en intens rockfest til dette show. Der skal svedes og kysses til langhåret svenskerrock.
The Black Dahlia Murder
– The Balck Dahlia Murder er melodiøs dødsmetal med vampyrtekster. Alt er sejt ved dette band. Fra deres vanvittigt seje riffs, med masser af Gothenburg-melodød-tendenser, til Trevor Strnads super hidsige vokal, der messer om vampyrer, varulve og andre overnaturlige væsner. Dette bliver en skøn metalfest.
Outkast
– Fordi det bliver fedt at se dem åbne Orange Scene, og sådan er det. Selvom vi har rockhjerter, kommer ingen til at stå stille, når "Hey Ya" brager ud af højttalerne på Orange Scene.
Hvad kan man forvente af jeres egen koncert?
– Folk kan forvente en kæmpe energiudladning og et show med stort z. Masser af overraskelser og episke elementer. Mere kan vi ikke sige. Vi kommer ikke til at skuffe! Vi kommer til at bevise, at vi har fortjent at stå på den scene.