Nyhed

John Legend kommer forbi Danmark

Den Grammy-vindende sangskriver og pianist har atter set sig lun på danskerne

Den amerikanske soulsanger John Legend gæster Danmark og giver denne gang koncert i Falconer Salen tirsdag den 21. oktober.

Det er lidt over et år siden, at John Legend sidst var forbi Danmark. Det var han nemlig den 16. juli 2013, hvor han spillede på Store Vega. GAFFAs Henrik Tuxen tog afsted væbnet med skepsis, men måtte alligevel overgive sig til den amerikanske sangskriver og pianist. Han kvitterede med fem stjerner og konkluderede: "Om jeg nogensinde kommer til at få Legend i fast rotation på anlægget derhjemme, skal jeg ikke kunne sige – det er ikke sket endnu – men at manden har klasse, er jeg ikke længere i tvivl om. Arven efter Stevie Wonder og ligesindede er i trygge hænder hos John Legend, der ikke forstår historikken, men også evner at udvikle sig og følge med tiden." 

John Legends fusionerer klassisk old-school soul med hiphop og pop og er bredt anerkendt som en fremragende sanger, pianist og sangskriver. Han brød igennem i 2004 med debutalbummet "Get Lifted", som han fulgte op med "Once Again" i 2006, "Evolver" i 2008 og "Wake Up" i 2010, sidstnævnte indspillet i samarbejde med The Roots. John Legend har gennem tiden modtaget hele ni Grammyer, og sidste år udkom hans senste udspil "Love In The Future". Det modtog tre stjerner fra GAFFAs Sohail Hassan under overskriften: "Gifte-glade Legend skruer op for fløden."


Det forhindrer dog ikke singlen "All Of Me" i at ligge nummer to på den danske trackhitliste. 

Forsalget starter fredag den 20. juni og billetter kan skaffes via Billetlugen.dk


ANNONCE