Nyhed

Kan Jack White klare den danske hitliste også?

Det går forrygende for guitaristen på den amerikanske hitliste, men hvordan ser det ud herhjemme?

Igen i denne uge byder den danske albumhitliste på nytilkommere. 

Jack White har sat fut i pladesalget i USA. Vinyl-udgaven af hans seneste soloalbum, "Lazaretto", er røget over disken i stride strømme - 40.000 eksemplarer indtil videre - og dermed har den ikoniske sanger og guitarist slået en rekord.

Herhjemme går det også godt for hr. White. Han brager således direkte ind på albumhitlistens 1. plads og slår Coldplays "Ghost Stories" ned på en anden plads. GAFFAs Lars Löbner Jeppesen konkluderede, at "Lazaretto" var et solidt udspil, men alligevel lidt manglede det sidste stykke for at opnå den klassisker-status, det forudgående "Blunderbuss" har fået. Han skrev i sin fire stjerners anmeldelse: "Alt i alt er Lazaretto et flot eksekveret miskmask af Whites forkærlighed til den traditionelle følte folkemusik og den mere iltre og motoriske garagerock fra fødebyen Detroit, men der mangler godt nok lidt af den spontanitet, der gjorde forgængeren Blunderbuss til en øjeblikkelig klassiker."

På 3. pladsen, og efter kun tre dage på hitlisten og ikke en hel uge som Jack White, stryger Lana Del Rey ind - sandsynligvis godt hjulpet på vej af en koncert på NorthSide Festival for en uge siden. GAFFAs Michael José Gonzalez stod foran Green Stage, og han kvitterede efterfølgende med fem stjerner og denne observation: "Det er kendetegnende for koncerten, at Lana både formår at udvise stor indlevelse i sangene, samtidig med at hun bevarer den kølige distance, der kendetegner dem, og for eksempel fremføres Video Games bag et par hjerteformede solbriller uden at fortække en mine."


Pusten er i mellemtiden gået ud af Led Zeppelin, der dratter langt ned ad listen, mens amerikanske Rival Sons rammer ind på 30. pladsen i deres første uge efterfulgt af det magiske match, duoen Cancer, på 31. pladsen.

Mon det er "Karma", der sender Burhan G. feat. L.O.C. op på trackhitlistens 2. plads? Ikke desto mindre skubber de John Legends "All of Me" ned på en 3. plads. Den amerikanske sanger og pianist er koncertaktuel i Falconer Salen tirsdag den 21. oktober

Du kan se de danske hitlister her.


 

 

ANNONCE