Nyhed

Morrissey aflyser turné: Det er opvarmningens skyld

Sangeren aflyser turne på grund af sygdom, og Sir Cliff Richard er yderst skuffet

Morrissey begyndte med at udskyde nogle datoer på sin igangværende amerikanske turné på grund af en ondsindet virus, der har inficeret hans luftveje. Nu har den karismatiske sanger valgt helt at aflyse turnéen, da hans helbred desværre har svært ved at komme sig. Han er dog ikke i tvivl om, hvad sygdommen skyldes. Han mener simpelthen, at han er blevet smittet af Kristeen Young, der tidligere på turnéen åbnede for ham. Det skriver Spin.com.

I en udtalelse til fansitet True To You har Morrissey givet udtryk for, at han giver Kristeen Young skylden for sin dårligdom. Ifølge Morrissey skulle hun tidligere have "tilstået at lide af 'en frygtelig forkølelse'", og hun valgte efterfølgende at forlade turnéen. Det har Young hørt, og hun kommenterede udtalelsen på sin Facebook-profil. Her skrev hun, at hun "ikke havde tilstået en frygtelig forkølelse, og at hun ikke havde forladt turnéen friviligt, men i stedet var blevet bedt om at forlade den." Hendes kommentar er senere blevet fjernet.

Aflysningen rammer Sir Cliff Richard hårdt. Den britiske legende havde nemlig set frem til at skulle dele scene med Morrissey i Brooklyn den 21. juni. Richard, der tidligere denne uge figurerede på en liste over berømte musikere, der stadig var stort set ukendte i USA, i amerikanske Rolling Stone Magazine, har udtrykt sin skuffelse i en pressemeddelelse, hvor han da også ønsker Morrissey god bedring. 


Engelske NME havde fat i den engelske Sir i februar, da det blev offentliggjort, at han skulle spille sammen med Morrissey.

- Jeg var selv meget overrasket, da jeg fik opkaldet. Jeg sagde til mit management, I må hellere tjekke det her ud, for vi er egentlig vidt forskellige. Jeg var bange for, at det bare var en joke. Jeg ved, hvad jeg har budt mig selv. At stå foran en andens publikum er noget af det sværeste overhovedet. Men jeg googlede ham, og jeg fandt en rigtig fin optagelse fra en udendørskoncert. Hans publikum - tør jeg sige det - så meget rare ud. Det var flotte kvinder, sammen med deres ægtemænd eller kærester eller hvad nu, det var, og de stod og svajede og mimede tekster. Jeg tænkte, vent nu lige lidt, sådan er mit publikum også. Så måske det slet ikke bliver så svært, som jeg havde forventet det ville blive.

Der er allerede kommet tre singler fra det nye Morrissey-album, "World Peace Is None Of Your Business", der udkommer 14. juli, titelnummeret, "Istanbul" og "Earth is the Loneliest Planet".

I tirsdags dukkede et live-klip op på YouTube, hvor Morrissey synger en temmelig bitter bryllupssang med typisk Morrissey-sarkastiske linjer som "Kick the bride down the aisle in a mudslide of gloom/ She'll order you to tidy your room". Du kan se den her.


Morrissey er også i fuld gang med at skrive på sin debutroman, som han efter eget udsagn var halvvejs færdig med i januar. Han fik sidste år stor succes med sin selvbiografi "Autobiography", som ifølge ham selv har haft mere succes end nogen af sine pladeudgivelser. 

ANNONCE