Nyhed

The Horrors aflyser dansk koncert

Det engelske band kommer alligevel ikke til København, men kan stadig opleves i Danmark

Den engelske gruppe The Horrors offentliggjorde for nylig en koncert i Pumpehuset i København 6. december, men den danske koncertarrangør ICO oplyser nu, at koncerten er aflyst "grundet uventede omstændigheder". Købte billetter kan refunderes, hvor de er købt. Bandet kan dog stadig opleves på årets Roskilde Festival søndag aften den 6. juli og har fået følgende anbefaling af Trentemøller:

– Jeg glæder mig meget til at se The Horrors på Roskilde. Jeg har fulgt bandet siden deres debutalbum i 2007, og de er i konstant udvikling. Den nye plade var måske en smule skuffende i forhold til tidligere udgivelser, men jeg er facineret af deres gotiske, mangefacettede lyd, der især kommer til udtryk på albummet "Primary Colours". Et album, der har inspireret mig meget.

Trentemøller anbefalede ved samme lejlighed musikvideoen nedenfor med The Horrors.


Se Trentemøllers øvrige Roskilde-anbefalinger her.

The Horrors albumdebuterede i 2007 og har netop udgivet deres fjerde album "Luminous", som GAFFAs anmelder Matthias Skeppstedt tildelte fire stjerner med blandt andet følgende ord: "Da The Horrors i 2007 udgav "Strange House", var de et sump-blueset punkband, som blandede The Cramps med The Birthday Party. På det næste album, det aldeles fantastiske "Primary Colors", havde gruppen fjernet al forvrængning og i stedet indspillet en new wave-klassiker, der lugtede af Can, Gang of Four og Simple Minds. På 2011's "Skying" raffinerede bandet bare deres formel, og det er også, hvor vi befinder os i dag."

Roskilde Festival har meldt udsolgt af partout-billetter. Endagsbilletter til fredag 4. juli, lørdag 5. juli og søndag 6. juli er fortsat tilgængelige via Billetnet.

ANNONCE