Nyhed

Iceland Airwaves føjer 30 navne til programmet

Som gejserne sprøjter den islandske festival kunstnere på programmet

Det er ikke kun gejsere, som Island er kendt for. Reykjavik har siden 1999 lagt sted til festivalen Iceland Airwaves, som i år løber af stablen 5. til 9. november. Formålet med festivalen er at præsentere ny musik, både islandsk og udenlandsk. Nu er hele 30 nye navne føjet til programmet.

Det drejer sig om: FM Belfast (billedet), Son Lux (US), Kwabs (UK), Árstíðir, Lay Low, Agent Fresco, kimono, Rachel Sermanni (SCO), Ezra Furman (US), Jessy Lanza (CA), Phox (US), Benny Crespo's Gang, Kiriyama Family, Íkorni, Strigaskór nr 42, Odonis Odonis (CA), Tremoro Tarantura (NO), In the Company of Men, Júníus Meyvant, Elín Helena, HaZar, Krakkkbot, Reptilicus, Stereo Hypnosis, CeaseTone, Reykjavíkurdætur, DADA, Döpur, Ambátt og Inferno 5.

For to år siden gæstede FM Belfast også Iceland Airwaves. Her fyrede de op for en solid fest. GAFFAs Mikkel Falk Møller var på pletten og deltog i festlighederne. Han kvitterede efterfølgende med fem stjerner og skrev følgende karakterstik af bandet: 

"Deres nye numre har dog ikke samme umiddelbare lethed og fandenivoldske skævhed over sig som på debutalbummet "How To Make Friends". I stedet minder de mere om en punket udgave af Alphabeat, men det er ikke nødvendigvis dårligt, og livemæssigt holder de distancen og kommer godt ud over rampen. Efter halvanden times løssluppen festparade er det slut og man forlader salen med lyst til at fyre den helt af i Reykjaviks berygtede natteliv."


Newyorkeren Ryan Lott gemmer sig bag navnet Son Lux. Han begår sig i både post-rock og hiphop. Derudover kan han skrive samarbejdet s / s / s med blandt andet Sufjan Stevens på sit indie-cv. Islandske Agent Fresco har to Europa-turnéer bag sig samt en optræden på Roskilde Festival i 2012. Det har skabt opmærksomhed i udlandet, og kvartetten arbejder for tiden på deres andet album.

Du kan læse mere om de øvrige kunstnere på Iceland Airwaves hjemmeside her.

Selveste Flaming Lips lukker og slukker festivalen søndag den 9. november. Et begrænset oplag af billetter til deres afslutningskoncert går i salg den 4. februar. 2200 billetter er forbeholdt til gæster på Iceland Airwaves, som skal holde øjnene åbne, da billetterne vil blive frit omdelt på festivalen fredag den 7. november til middagstid.


Du kan finde billetter til Iceland Airwaves via GAFFA Live

Hør FM Belfasts hymne om undertøj her:


ANNONCE