Nyhed

Se Courtney Love rase ud i ny musikvideo

Hun er klædt på til bryllup, men ingen kommer i videoen You Know My Name

Courtney Love har netop offentliggjort en musikvideo til sangen "You Know My Name", som hun just har udgivet som en dobbelt a-side-single sammen med nummeret "Wedding Day". Bryllup er også temaet i videoen til "You Know My Name", hvor Love sidder på en seng i brudekjole, men ingen kommer for at hente hende. Derfor begynder Love at smide med blomster, lysestage, diskokugler og sin guitar, mens hun skriger sin vrede ud i den punkrockede og ganske melodiske sang.

I et klip på Instagram fortæller Love følgende om videoen, der er instrueret af Maximilla Lukacs: "Jeg skal ligne en krydsning af en gammel victoriansk dukke og en Dickens-figur ved navn Miss Havisham, som bliver sviget på sin bryllupsdag ved alteret og bliver hundrede år."

Den nye single kommer som optakt til Loves kommende turné i England i maj. Den kontroversielle sangerinde skulle efter sigende se frem til at befinde sig på de engelske øer igen. Hun har til engelsk NME udtalt: "Jeg føler mig mest hjemme, når jeg er i England og kan ikke vente med at følge op på TOWIE (tv-serie, red.) og spille i mit andet og forhåbentligt, egentlig mit første hjem. Jeg voksede op som en halv engelsk borger, og jeg savner det simpelthen. Jeg kan ikke vente med at spille for et engelsk publikum."


Courtney Love er kommet i problemer med sine gamle bandkammerater i Hole, efter at hun for nylig proklamerede i et interview, at hun havde gendannet det originale Hole. Med hendes egne ord er de begyndt at "flippe ud". Gendannelsen af den originale besætning af bandet står derfor hen i det uvisse.

Apropos Courtney Love og bryllup, så fik hun i sidste uge en del omtale, da politiet i Seattle frigjorde billeder af et seddel, Kurt Cobain havde i sin pung, da han begik selvmord i april 1994. Sedlen gjorde grin med Cobain og Kurt Cobains ægteskabsløfter med ordene: "Tog du, Kurt Cobain, Courtney Michelle Love til din lovmæssige kone, selvom hun er en bitch med bumser og bruger alle dine penge på stoffer og sex". Ifølge Nirvana-eksperten Charles R. Cross, forfatter til Cobain-biografien "Heavier than Heaven", var det dog Love selv, der havde skrevet sedlen som et udslag af parrets særegne humor, og det har hun også selv udtalt.

Se musikvideoen her:

ANNONCE