Popdivaen og indie-veteranerne slog pjalterne sammen i anledning af det stort anlagte Billboard Music Award
Miley Cyrus, der er aktuel med sin "Bangerz Tour" i kølvandet på sit fjerde studiealbum "Bangerz" (2013), teamede i aftes op med The Flaming Lips til Billboard Music Awards. Deres fælles projekt var at levere en fortolkning af The Beatles' "Lucy in the Sky With Diamonds". Begge kunstnere har gjort sig bemærket for deres iøjnefaldende optrædener. The Flaming Lips kunne man opleve til sidste års NorthSide, hvor GAFFAs udsendte beskrev oplevelsen som et "flimrende festfyrværkeri". Og Miley Cyrus har været medvirkende til, at begrebet "twerking" er blevet vidt udbredt.
Her kan du se deres spektakulære performance til Billboard Music Award, hvor Wayne Coynes dragt leder tankerne hen til Robbie Williams' kontroversielle musikvideo "Rock DJ" fra 2000:
Dette samarbejde, som blev optaget tidligere på ugen til Miley Cyrus' koncert i Manchester, er en del af the Flaming Lips' promovering af deres kommende Sgt. Peppers-coveralbum "With a Little Help From My Fwends", som udkommer 28. oktober.





