Nyhed

Svenske stammerockere gæster Danmark

De maskeklædte Goat indtager Store Vega til efteråret som led i deres første europæiske turné

Det svenske stamme-psychrock-orkester Goat drager til efteråret på deres allerførste europæiske turné. I den anledning er det maskeklædte-mystiker-fænomen også at fange i Danmark, når de giver koncert på Store Vega den 19. september. Se live-video her forneden for at få en forsmag.

Det farverige band indrager elementer af prog, afrobeat, psych-rock og voodoo-ritualer i deres musik. Live er det som en slags hedensk messe. Sammen med karakteristiske bongotrommer lyder traditionelle rockinstrumenter alt andet end traditionelt i Goats ursuppe af musikhistorie og geografi. De diabolsk pulserende rytmer syrer ud et sted mellem det tungt brutale og dansevenlige, og publikum inviteres således til en art kollektiv trance. 

Sidste år spillede nordsvenskerne en velmodtaget koncert på Roskilde Festival. De har derudover gæstet internationale festivaler som Primavera Festival, Glastonbury, Way Out West, All Tomorrows Parties samt den nyligt afholdte Coachella i LA. Derfor er deres diskografi - bestående af debutalbummet "World Music" fra 2012 og en række ep'er - passende også blevet forøget med live-albummet "Live Ballroom Ritual". 


Er du til hedenske rytmer og trancedannende musik, er du til maskebal og bongotrommer, jamen, så er det værd at besøge Store Vega den 19. september. 

Billetter er i salg og kan skaffes via Billetnet.dk


 

 

ANNONCE