Der er milevid forskel på, hvad de forskellige solister og bands får for at spille på de danske festivaler.
20 millioner danske kroner. Det var dét beløb, som fluks blev smidt ud fra folk i musikbranchen, efter at The Rolling Stones blev offentliggjort til årets Roskilde Festival. Festivalen ønsker ikke at oplyse, hvor meget den har givet for, hvad der må regnes som én af deres største bookinger nogensinde, da det er en forretningshemmelighed. Men én ting er sikker: selvfølgelig har de kostet kassen. Er gætterierne blot en lille smule i nærheden af at ramme det hemmelige beløb, så er der tale om en fordeling af budgettet, som for Roskilde Festival ender mellem 45 og 50 millioner, på 30-40 procent til årets største hovednavn. Det er vel at mærke uden resten af plakatens topnavne, som tæller Arctic Monkeys, Damon Albarn, Drake, Major Lazer, Outkast, Stevie Wonder og Trentemøller.
Med ovennævnte navne, hvor meget er der så egentlig tilbage af budgettet til alle i mellemkategorien på plakaten og dem, som står med allermindst skriftstørrelse i bunden? Er der alle om underbetalinger? Eller er budgetterne simpelthen så store, at de mindre bands måske endda får en overbetaling i forhold, hvad de normalt får klub-spillejobs og ikke mindst det pr-potentiale, der er i at stå på en vigtig plakat?
Vi har taget en snak med forskellige folk i branchen for at belyse et emne, som de færreste ønsker at udtale sig om.
Tarifsystemet har vundet indpas
– Når betalingen til en artist er lav, er det som oftest med et af de følgende argumenter som begrundelse; 1) festivalen betaler, hvad de forventer at få ind på billet- og barsalg på den pågældende artist eller 2) artisten skal se det som en chance for at blive eksponeret for et stort publikum, vedkommende ikke selv vil kunne stable på benene.
Således siger Kristoffer Rom, formand for Danske Uafhængige Pladeselskaber, til spørgsmålet om, hvordan forhandlingen egentlig ser ud, når der er tale om en mindre artist og uddyber videre:
– Tarifsystemet har dog vundet stort indpas igennem mange års lobbyarbejde, og derfor modtager danske bands, der vel at mærke er på et niveau, hvor arrangørerne finder dem tarif-værdige, høje honorarer sammenlignet med især bands uden for Skandinavien.
Rune Erbs Ledet, programchef hos Tivoli, istemmer dette:
– Alle forhandlinger bør starte ud fra en tarif. Det er heldigvis meget sjældent på dansk grund, at det forholder sig anderledes. Det er selvfølgelig en forhandlingssituation, men arbejder man uden om en DMF-tarif (Dansk Musiker Forbund, red.), så synes jeg, det er noget svineri.
Det er dog ikke ensbetydende med, at det er et marked, hvor alt er lutter lagkage, når der arbejdes med et temmelig abstrakt begreb som pr-værdi, der kan skabe nogle mærkværdige forhandlinger:
– Hvor sætter man grænsen for, hvem der får brand-værdi fra hvem? I nyere tid sker det oftere og oftere, at musik benyttes gratis eller for symbolske honorarer med pr-argumentet som validering – og den uundgåelige konsekvens er mindre gennemarbejdet musik til folket, da kunstnere, bookere og producenter ikke har de fornødne ressourcer til at skabe gennemførte produkter. Og i nogle tilfælde synes jeg desværre, det afspejler en samfundskonstruktion, hvor kunst blot regnes for "icing on the cake", som alle skal have gratis ret til at forbruge i stedet for at grundlæggende element i civilisationen, siger Kristoffer Rom.
Læs en længere version af artiklen i GAFFAs artikelsektion – om blandt andet at spille gratis på en festival, eller måske ligefrem betale for at spille. Du kan også se, hvad musikbudgetterne er på henholdsvis Roskilde, NorthSide og Smukfest.
