Nyhed

Warpaint-guitarist sviner Beyoncé og Rihanna – og undskylder

Theresa Wayman skyder med skarpt – og trækker i land

I et nyt interview med det britiske Q Magazine har Theresa Wayman (nederst til venstre på foto), guitarist i det amerikanske, Roskilde Festival-aktuelle indie-kvindeband Warpaint, nogle hårde ord om Beyoncé og Rihanna. Wayman siger blandt andet, at Beyoncé "ser billig ud", og at Rihanna burde være "mere subtil og kunstnerisk".

Nu har Wayman dog trukket i land på Facebook. Hun undskylder udtalelserne, som hun siger er taget ud af en større sammenhæng for at opnå en sensationseffekt. Hun skriver, at hun og hendes bandkolleger udtalte sig som musikelskere og forbrugere og ikke som erklærede feminister. Hun fortæller, at Warpaint "ELSKER" og "FORGUDER" både Beyoncé og Rihanna, og "at de ikke vil starte en krig, no fucking way. Vi ville blive knust som mariehøns."

Om Beyoncé siger Wayman videre: "Det, jeg refererede til, var specifikt videoen til "Superpower", hvor jeg føler, at hendes rolle i videoen underminerer sangen, som jeg synes er en af hendes stærkeste. Længere er den ikke. Som fan var jeg forundret over, at hun har valgt at seksualisere sig selv i det specifikke øjeblik". (...) Hun kan gøre, hvad fanden hun vil. Jeg er en fan som alle andre, og min mening betyder ikke mere eller mindre end alle andres."


Wayman fortsætter: "Med hensyn til Rihanna, så vil jeg sige, at hvis jeg havde en stemme som hende, kunne jeg dø nu som en lykkelig kvinde. Journalisten og jeg diskuterede en hypotetisk situation, hvor Rihanna var en kunstner uden for mainstream-scenen. Hvordan ville hendes musik så lyde? Hvordan ville hun klæde sig? Hvilke beslutninger ville hun træffe? Rent HYPOTETISK".

Theresa Wayman slutter med endnu engang at undskylde, erklære sin kærlighed til de to popstjerner og slutte med ordene "Mig og min store mund".

Der er altså ingen krig fra Warpaint i denne omgang – men se selv Beyoncés video "Superpower" og giv gerne dit besyv med i kommentarfeltet om, hvordan Beyoncé fremtræder her. Og vi skal da også se en video med Warpaint.

Beyoncé - Superpower ft. Frank Ocean (Official Video) (Legendado) (Lyrics On Screen) HD from MMA on Vimeo.



ANNONCE