Nyhed

Courtney Love mener at have fundet forsvundet fly

Kurt Cobains kone har åbenbart talenter ud over musikken og hjælper nu efterforskningen på vej

Mens efterforskere verden over river håret ud i frustration og søger Det Indiske Ocean vidt og bredt efter passagerflyet fra Malaysia Airlines, der efterhånden har været forsvundet i to uger, burde de måske åbne deres laptop og tjekke Twitter. Det siges nemlig, at hjælpen nogle gange kommer fra uventet kant, og det må den bestemt siges at gøre i dette tilfælde. Courtney Love har nemlig tweetet sit bud på, hvor fly MH370 er blevet af.

really? look closer? check it out @DR24 #MH370 and its like a mile away Pulau Perak, where they "last" tracked it pic.twitter.com/tqavAe4zIL

— Courtney Love Cobain (@Courtney) March 17, 2014


Den indsigtsfulde Love har dog fra sin Facebook-side understreget, at hun ikke er "en ekspert" på området, men for at understrege, at hun har en legitim pointe, har den tempermantsfulde sangerinde illustreret et kort med nogle fine Snapchat-lignende streger, som peger på et muligt oliespild i havet. "Kun en mil væk fra Pulau Perak". Det vides ikke, hvordan de malaysiske myndigheder forholder sig til hjælpen, da de endnu ikke har retweetet Loves tweet til efterforskerne.

Courtney Love arbejder for tiden på en selvbiografi, mens hendes seneste musikalske udspil var med bandet Hole for fire år siden. Deres fjerde album "Nobodys Daugther" udkom i 2010, og GAFFAs Mikkel Elbech gav det fire ud af seks stjerner: "Til syvende og sidst er det de regulære, ofte snerrende rockskæringer, der fungerer bedst og dermed genetablerer Courtney Loves relevans på musikscenen."


 

 

ANNONCE