Nyhed

D-A-D har fundet opvarmning til London-koncert

Pigegruppen Taras får æren af at spille support til koncerten i april

Gennem den sidste måneds tid har håbefulde bands, der er med i Royal Beers Tak Rock-kampagne, kunnet tilmelde sig og få chancen for at varme op for D-A-D i London. Der var mere end 200 bands, der deltog i kampen, men der er kun én vinder, og det blev pigegruppen Taras, der skal spille support for brødrene Binzer & Co. på The Garage i London 3. april.

Taras er i Tak Rock-regi ikke noget helt ubeskrevet blad. De har nemlig tidligere varmet op for Magtens Korridorer gennem Tak Rock, der blandt andet har skaffet opvarmningsbands fra dansk musiks vækstlag til etablerede kunstnere.

Jacob Binzer, guitarist i D-A-D, udtaler om valget af Taras:


– Vi har været overrasket over det høje niveau og den voldsomme mængde af bands, der har været interesseret i at komme med til London. Og alle bands skal have stor tak for indsatsen. Vi har ledt efter et band med et personligt udtryk og en fremtoning, der vil gøre vores aften i London til en fest for os selv og publikum. Valget faldt på Taras. Et band fra den sjællandske provins bestående af fire piger – selvom der kun er tre på ovenstående foto.

Jacob Binzer fortsætter:

– Mange af de tilmeldte bands har et teknisk højt niveau og en tydelig retning. En mindre håndfuld havde et helt personligt og originalt udtryk. Og det er her, at Taras skilte sig ud. De tør være beskidte og uhæmmede. Vi håber, at Taras vil forfølge deres fandenivoldske indstilling til rock'n'roll. Og give os kamp til stregen i London til glæde for os og publikum.


Taras er ikke overraskende meget glade for nyheden: – Vi er helt ustyrligt begejstrede lige nu. Adrenalinen pumper rundt i hele kroppen. At blive udvalgt af D-A-D er den mest sindssyge følelse, og lige nu er det lidt svært at fatte. Vi glæder os alt for meget! udtaler bandet.

Siden januar har D-A-D været rundt i det danske land, hvor de med deres 30/30/30-tour har besøgt alle landsdele og spillet på de mindre danske spillesteder i anledning af deres 30 års jubilæumsturné. Royal Beer har været afsender på touren, og de tusindvis af koncertgængere har kunnet slukke tørsten i øl fra de nye D-A-D/Tak Rock-øldåser udsmykket af D-A-D.

Nu forlader bandet Danmark for en stund og drager i slutningen af marts og en måned frem på tour i Europa, hvor de blandt andet spiller i Spanien, Frankrig, Italien og altså i England.


GAFFA fejrer også 30 års jubilæet med 30 røverhistorier fortalt af bandet selv, med en røverhistorie hver dag. Du kan læse alle historierne via dette link og glæde dig over, at der i skrivende stund stadig er ni tilbage.

Se musikvideoen til Taras' "Stranger":


ANNONCE