Nyhed

Dansk drømmepop på mini-turné

Sleep Party People og Ice Cream Cathedral slår pjalterne sammen i maj og spiller tre koncerter

Både Sleep Party People og Ice Cream Cathedral udgiver nye album i maj, og det fejrer de ved at tage på en lille mini-turné sammen. Fra den 22.-25. maj kan de to bands opleves live i henholdsvis Kolding, Aarhus og København. Se mere information her forneden.

Foruden at være albumaktuelle deler Sleep Party People og Ice Cream Cathedral flere musikalske visioner. Begge de kommende album er indspillet live og ser bandsene gå i nye retninger, hvor der er plads til at eksperimentere med sangenes struktur, længde og form. Desuden har manden bag Sleep Party People, Brian Batz, bidraget til Ice Cream Cathedrals nye album som co-producer.

I tirsdags skrev GAFFA om Ice Cream Cathedrals seneste single "The Swans" - og den første smagsprøve på albummet "Sudden Anatomy", der kommer kun små 14 måneder efter debuten. Det høres tydeligt, at Ice Cream Cathedral har været i rivende udvikling både lydmæssigt, men også som band. "The Swans" bibeholder gruppens karakteristiske "spacepop"-lyd, men samtidig er der en dyster understrøm på spil, som fremkalder et regndryppende, moderne film noir-univers, der samtidig leder våde fodspor til den nærmeste klub.


Sleep Party People udgav seneste "We Were Drifting On A Sad Song" i 2012, og det fik GAFFAs Michael José Gonzalez op af stolen. Han kvitterede begejstret med fem ud af seks stjerner og konstaterede: "Rene lækkerier. Hvor er det dejligt, at der findes kunstnere som Sleep Party People herhjemme."

Billetter kan skaffes via Billetnet.dk. Du kan fange de to danske bands her:

Pitstop, Kolding, torsdag den 22. maj
Jazzhouse, København, fredag den 23. maj
Radar, Aarhus, lørdag den 24. maj


 

ANNONCE