Bagmanden vil desuden sætte musikken i førersædet
Distortion-festivalen i København nærmer sig, og for at sikre festivalgængerne flere og bedre musikalske oplevelser lancerer Distortion en ny festival i festivalen. Bookingbudgettet er blevet større, og såkaldte små åndehuller skal skabe mere rum til store musikalske oplevelser under gadefesterne.
Distortion præsenterer sammen med det, festivalen selv kalder fire af byens bedste spillesteder – nærmere betegnet Jazzhouse, Rust, Culture Box og Pumpehuset – Distortion Club. Her skal musikken være i centrum.
"Lige fra begyndelsen har jeg jo altid syntes, det var lidt sjovt at sige 'fuck kunst og kultur'. Det hele skulle bare være vildt og fyldt med energi. At vi faktisk var ret dygtige til at booke ny, spændende musik, kom altid i en bisætning. Det ændrer sig nu," siger Distortions grundlægger, Thomas Fleurquin.
Arrangementerne under Distortion Club afløser de såkaldte Night Parties, som hidtil er løbet af stablen om aftenen og natten efter gadefesterne. Det nye koncept indeholder dog også en helt ny serie dagskoncerter, der skal foregå i små og indtil videre hemmelige åndehuller fra de pulserende fester på gaden.
"Vi er klar til at lave en seriøs musikfestival, hver dag under og efter gadefesterne. Musikken skal i førersædet. Distortion Club er ikke en natklub. Eller en festklub. Det er en musikklub," siger Thomas Fleurquin.
Det intensiverede fokus på musikken betyder blandt andet, at bookingbudgettet er større end til de hedengangne Night Parties. 15 arrangementer er allerede planlagt, og flere kommer til.
Samtidig er Distortion klar til at afsløre navnene på fire af de artister, der kommer til at pryde Distortion Club-plakaten. De mest opmærksomme har måske allerede opdaget Sun Ra Arkestra feat. Marshall Allen, Nisennenmondai (på billedet) og Matmos i Jazzhouse's kalender. I dag kan Distortion samtidig afsløre, at drum'n'bass-trioen Noisia Distortion Club på Pumpehuset.
Derudover afsløres alternative spillesteder til tre af Distortions egne aften-arrangementer under Distortion Club. Onsdag gæster Distortion "Teatret", som er Nørrebro Teater, torsdag er det "Svømmehallen", som er DGI-byen på Vesterbro, og fredag går turen til "Klatrehallen" som er Blocs & Walls på Refshaleøen.
Find billetter til Distortion via GAFFA Live