Anders Walter, kendt for musikvideoer til sin bror Rasmus, har vundet den prestigefyldte filmpris
Årets Oscar-priser blev uddelt i nat dansk tid, og blandt vinderne finder vi filminstruktøren Anders Walter (til højre på foto), der vandt i kategorien "Bedste kortfilm" for kortfilmen "Helium". Walter var eneste danske vinder, og der var altså ingen pris til Thomas Vinterberg, der var nomineret i kategorien "Bedste Udenlandske Film" for "Jagten", eller til den danskproducerede "The Act of Killing", der var nomineret som "Bedste Dokumentarfilm".
Anders Walter er også kendt som musikvideoinstruktør og har skabt en række musikvideoer for sin tvillingebror, sangeren og sangskriveren Rasmus Walter (til venstre på foto), og for dennes gamle band Grand Avenue.
GAFFA bragte i efteråret et stort interview med Anders Walter, der blandt andet fortalte følgende om sit samarbejde med broren:
– Jeg har altid elsket film og gik tidligt rundt med et kamera. Som tvillinger ved vi intuitivt, hvad der foregår i hovedet på hinanden, hvilket gør, at vi både kan forstå og sætte mål mod de samme ting, men også kan presse hinanden helt vildt ud i det ekstreme, som nok kan virke skræmmende for udenforstående. Der er ingen fløjlshandsker.
– I Grand Avenue-tiden arbejdede jeg meget med planlagte storyboards ned til de mindste detaljer, som jeg er vant til fra mit arbejde i øvrigt, men i takt med at Rasmus er blevet solist, har jeg smidt de store planer over bord og arbejder langt mere intuitivt og spontant i dag. Det hænger nok sammen med, at jeg som illustrator både er trænet i at tænke enkelt og stort på samme tid.
Læs hele det store interview i GAFFAs artikelsektion og se flere af Anders Walters musikvideoer.
I kategorien "Bedste Filmsang" var vinderen "Let it Go" af Kristen Anderson-Lopez og Robert Lopez sunget af Idina Menzel fra Disney-filmen "Frozen". De vandt over U2's "Ordinary Love" – der tidligere på året vandt en Golden Globe i samme kategori – fra "Mandela: Long Road to Freedom", "Alone Not Yet Alone" af Bruce Boughton og Dennis Spiegel, sunget af Joni Eareckson Tada fra filmen "Alone Not Yet Alone", "Happy" af og med Pharrell Williams fra "Despicable Me 2" og "The Moon Song" af Karen O og Spike Jonze, sunget af Karen O fra Spike Jonzes film "Her".
I kategorien "Bedste Filmmusik" var vinderen Steve Price, der vandt for sin musik til "Gravity". De øvrige nominerede var John Williams' musik til "The Book Thief", William Butler (fra Arcade Fire) og Owen Palletts musik til "Her", Alexandre Desplats musik til "Philomena" og Thomas Newmans musik til "Saving Mr. Banks".
Aftenens store vinder blev filmen "Gravity", der vandt 10 priser, mens den prestigefyldte pris "Bedste Film" gik til "12 Years a Slave".
Se en trailer for Anders Walters kortfilm "Helium":