Lige fra electro-punk til tungt samarbejde
Roskilde Festival har netop offentliggjort fire nye navne til programmet: Spids Nøgenhat, Bottled In England, Helhorse vs. The Psyke Project og Slowolf feat. Benny Banks, Takura & Will Cousin.
Spids Nøgenhats verden er fyldt med kærlighed, ekkovokal, fuzzguitar og udknaldede løbefarver. De indledte deres karriere som et kultfænomen, men er i dag bannerførere for en hel undergrundsscene. 2013 var et flippet år for Spids Nøgenhat. Det var året, hvor bandet vendte tilbage efter 12 års albumpause og udsendte "Kommer Med Fred" i oktober samme år. GAFFAs anmelder Espen Strunk skrev temmelig begejstret i sin firestjerners anmeldelse:
"At der sidder nogle derude og holder liv i den gode, danske syrerock, som den lød på Alrune Rods tid, er måske ikke i sig selv så overraskende. Men at det gøres med så stor overbevisning, som det er tilfældet hos Spids Nøgenhat, er faktisk. Ensemblet har været lidt af et kultfænomen siden debuten for tolv år siden og nej, det er lykkeligvis ikke blevet mindre psykedelisk siden dengang."
Bottled In England har London-klubbernes drum'n'bass og dubstep som udgangspunkt. Men duoens hårdtarbejdende trommeslager giver musikken et råt, kødeligt, næsten punket præg. Bottled in England har de seneste år opsparet væsentlig live-erfaring og gjort sig internationalt bemærkede med deres lydhørt detonerede bas-eksplosioner. Duoen skulle have et debutalbum i svøb.
På Roskilde Festival 2014 venter en anderledes koncertoplevelse, når Helhorse (billedet) sætter det metalliske hardcoreband The Psyke Project stævne til en unik dobbeltkoncert. 11 mand på scenen spiller materiale fra begge bands i samlet trop. På den ene side blander Helhorse rock'n'roll med metal, sludge og punk, og på den anden side står et af dansk metals mest kompromisløse orkestre, The Psyke Projekt, med deres metalliske hardcore. Kan man andet end at forvente, at himlen rasende åbner sig og lyn slår ned?
Det bliver drømmepop med vilde udsving og overraskelser, når Slowolf går på scenen. Andreas Asingh, manden bag Slowolf, er både sanger, guitarist, trommeslager og producer. Og han er lige så alsidig, hvad genrerne angår: Hiphop, drømmepop og sågar black metal er blandt de elementer, den englefromme falsetvokalist skaber sin unikke og spraglede lyd med. På debutpladen "Seven" medvirkede Wu-Tang-rapperen Raekwon, og det kostede Andreas Asingh hans Mercedes at få rapperen til at udfolde sit flow på nummeret "Dance Floor".
Årets Roskilde Festival finder sted fra 29. juni til 6. juli og byder på nuværende tidspunkt på blandt andre følgende bands: Arctic Monkeys, The Black Dahlia Murder, Black Pus, Blood On A Feather, Bombus, Carcass, Corrections House, Cyral Hahn, Deerhunter, Fire! Orchestra, Future Of The Left, Haim, Hookworms, Hymns From Nineveh, Jambinai, Jenny Wilson, Julla Holter, Major Lazer, Mark Ernestur presents Jeri-Jeri, Merchandise, MØ, Nails, Psyched Up Janis, Rob Zombie, Systema Solar, Trentemøller, Earl Sweatshirt, A$AP Ferg, World's Fair, Interpol, Warpaint, Damon Albarn, Chromeo, Forest Swords, James Holden, Kavinsky, Moderat, Aoife Donovan, Jason Isbell & The 400 Unit, Jupiter & Okwess International, King Ayisoba & Band, Kasabian, Philip H. Anselmo & The Illegals, Bl'ast, The Men og Rumble In Rhodos.
Roskilde Festival finder sted fra 29. juni til 6. juli. Billetter findes via GAFFA Live.