Briterne er klar med ægte rock'n'roll-musikvideo til femtesinglen Arabelle
De helt store Brit Awards-vindere, Arctic Monkeys, er nu parat med en musikvideo til "Arabelle" fra sidste års album "AM". Videoen, en sort/hvid smalfilms-lignende sag, viser bandet optræde til en form for privat fest, hvor stemningen bæreR præg af, at morgendagen aldrig melder sig. Der bliver klippet frem og tilbage, hvorfor det er svært at fornemme det tidslige perspektiv, men damer, motorcykler, alkohol, stoffer og fest er der masser af.
Ægte rock'n'roll, som bandet mener ikke er død og desuden aldrig kommer til det. I forbindelse med sidste måneds Brit Awards-show, hvor Arctic Monkeys løb med to af de største priser, Best British Album og Best British Group, sagde forsangeren Alex Turner under sin takketale følgende: "Men den venter altid, dér, omkring hjørnet. Klar til at komme tilbage gennem skidt og snavs gennem glasloftet, bedre end nogensinde før. Yeah, den rock'n'roll, det synes som om, at den er falmet bort nogle gange, men den vil aldrig dø. Og der er intet, du kan gøre ved det."
Se den nye musikvideo herunder, hvor Alex Turner og co. selv gør, hvad de kan for, at rock'n'roll aldrig dør.





