Den danske singer-songwriter har en særlig mission med sin indstilling til tre GAFFA-priser
GAFFA-Prisen er en af de mest hæderkronede og traditionsrige priser på hjemlig grund, og GAFFAs læsere er med til at kåre, hvem der skal hædres den 4. december. Thomas Buttenschön, som er indstillet i tre kategorier, har taget bladet fra munden og skriver nu fra sin Facebook-profil, at indstillingerne er "hans fuck-finger".
Thomas Buttenschøn er blevet indstillet af GAFFA i kategorierne "Årets Danske Album", "Årets Danske Mandlige Kunstner" og "Årets Danske Pop-Udgivelse" for sit ultra-personlige album, "Sange Der Ikke Er Til Radioen", som består af sange, som den folkekære sangskriver primært skrev til sig selv. Den underspillede udgivelse er blevet en flot succes.
"Da jeg for to mdr siden udgav mit seneste album "Sange Der Ikke Er Til Radioen" var det (underligt nok) ikke min hensigt, at pladen skulle gøre noget større væsen af sig," begynder Buttenschøn i sin opdatering, før han forklarer, hvordan han har unddraget sig den traditionelle udgivelsesstrategi - som indebærer, at man for eksempel udgiver singler - ved kun at gøre albummet tilgængeligt til sine koncerter og gennem Amnesty International og Plan-Danmark.
"Det paradoksale ved, at jeg har lavet et album, som ikke var tiltænkt andre end mig selv, er at jeg rent faktisk aldrig før har fået så mange personlige breve, emails, facebookbeskeder ect fra folk, som er blevet rørt. Rørt af noget, som ikke skulle røre nogen. Rørt af mine sange. Rørt af et eller andet, som fik dem til at tænke. Og dét synes jeg er fantastisk," fortsætter han.
Han opfordrer sine fans til at hjælpe ham med stemmer for på den måde at sende et rigtigt budskab. Han skriver:
"Og nu er jeg simpelhen indstillet til GAFFA-Prisen i kategorierne Årets Danske Album, Årets Danske Mandlige Kunstner og Årets Danske Pop-Udgivelse. Jeg håber I vil dele denne med jeres venner. Og stemme på en anderledes pop-udgivelse. Og hvis jeg vinder, så kan vi sammen sende en fuckfinger (ja, det står der) over på den anden side af mainstream-Danmark."
Det åbne, personlige udtryk på "Sange Der Ikke Er Til Radioen" faldt da også i god jord hos GAFFAs Michael José Gonzalez, der kvitterede med fem flotte stjerner og skrev: "Som det erklæres i Kærestetid, vil Buttenschøn skide på både salgstal og anmelderord, og det kan han roligt gøre – selvom der i dette tilfælde ikke burde være grund til det – når han leverer, hvad der i den grund føles som sange for sangenes egen skyld med en ærlighed og inderlighed, der er forbilledlig."