Nyhed

De første navne til Vegas Udvalgte er klar

Nu har Vega offentliggjort de tre første navne til endagsfestivalen med danske upcoming-navne

For femte gang i træk præsenterer Vega deres årlige upcoming-arrangement Vegas Udvalgte, som næste gang finder sted den 30. januar 2015 i Lille Vega og Vega Lounge. Det drejer sig om sangerinden Ena, kendt fra duoen Fagget Fairys, rockbandet The Felines og elecktropop-sangerinden Mendoza (billedet).

Tidligere har Vegas Udvalgte præsenteret senere kendte navne som MØ, Ulige Numre og Karl William. Arrangementet kommer med bud på talenter, som kan blive store i fremtiden inden for musikbranchen.

Ena, kendt fra den hedengangne duo Fagget Fairys med DJ Sensimilla og det populære nummer "Feed the Horse", udgav for nylig sin anden single i solokarrieren. Titlen på singlen er "All Over Me" og er opfølgeren på Enas debutsingle "Deep Seas". Førstesinglen blev i øvrigt P3s Uundgåelige i juni i år. 


Trioen The Felines har på deres debutalbum, "Want", pakket deres kærlighedssange ind i et et rocket udtryk, som er fyldt med surfguitarer og larmende trommer. Numre fra bandet er blandt andet "Daddy Walk" og "A Man Stuck In Your Mind".

Mendoza bevæger sig i electropoppens univers og er kendt for hittet "Love Druggie", som gav hende en forrygende start på karrieren. Inden for et år har hun spillet på Roskilde Festival, Smukfest under bøgetræerne og Way Out West i Göteborg. Sangerinderne Lucy Love og Fallulah har i øvrigt brugt Mendoza som supportnavn. Mendozas lyd minder om 90'ernes dance-pop. For nylig udsendte Mendoza singlen "Houdini".

Du kan købe billet gennem til Vegas Udvalgte på Vegas hjemmeside. 


Hør Mendoza med det kendte nummer "Love Druggie" og genoplev 90'ernes lyd her: 

 

 

ANNONCE