Nyhed

Hitmager fylder 40 år

Man kan sige, at dagens fødselar blandt andet har et Midas Touch, når det kommer til at skrive et radiohit

Det er nok de færreste, der vil bemærke, at Mikkel Johan Imer Sigvardt i dag fylder 40 år. Det skyldes dog sandsynligvis, at han er langt mere kendt under sit kunstnernavn Remee.

Hitmageren begyndte sin karriere som rapper. Han slog igennem i begyndelsen af 90'erne som en del af trioen Sound Of Seduction med Christina Groth og Marie Hect, mens Eurodance-bølgen var på sit højeste. De nåede at udgive tre album, før de gik i opløsning i 1996. Samtidig udgav han en række jazz-inspirerede album i konstellationen Blachman Thomas meets Al Agami & Remee, hvoraf debutalbummet, "The Style And Invention Album", fra 1994 modtog en Dansk Grammy for "Årets Danske Jazz Udgivelse".

Fra 1998 begyndte Remee at koncentrere sig om det, som han har opnået størst succes med. Han satte sig nemlig i producerstolen og begyndte at trylle radiohits ud af ærmet. Først som en af drivkræfterne bag den succesfulde popduo S.O.A.P., og senere i 2003 var han sammen med Cutfather & Joe med til at skrive det store hit "Superstar", som blev indspillet af det engelske stjernefrø Jamelia. Sangen vandt den prestigefyldte Ivor Novello Award i England.


Remee dannede hernæst gruppen Remee & The Midas Touch sammen med kollegaen Thomas Troelsen og udgav i 2004 debutalbummet "Fast Moving Consumer Goods", hvorfra singlen "No. 1" blev et pænt radiohit blandt andet på P3. Albummet overbeviste ikke helt GAFFAs Jan Opstrup Poulsen, som kvitterede med tre stjerner i sin anmeldelse, men dog konkluderede: "Fast Moving Consumer Goods skal dog mest høres som et sjovt forsøg på at lave et par hurtige sommerhits, og det lykkes ganske udmærket, når duoen slår sig løs i den festlige popgade, og dropper den påtagede gadeattitude."

I de senere år har danskerne kendt Remee som dommer i det populære tv-program X Factor, ligesom han har gjort sig bemærket i velgørenhedens tjeneste. Remee er nemlig SOS-fadder for et barn i Kenya og hjælper sammen med SOS Børnebyerne drengen Rei Sigei på fem år til en tryg fremtid i en SOS-børneby i Kenyas hovedstad Nairobi. Derudover er han ambassadør for SOS Børnebyerne og hjælper med at udbrede kendskabet til organisationens arbejde.

Vi ønsker Remee tillykke med fødselsdagen! 


Gense musikvideoen til "No. 1" med Remee & The Midas Touch her:

 
ANNONCE