Sidste år udgav den amerikanske sangerinde albummet Beyoncé uden forvarsel – denne gang lykkedes det ikke
Amazon UK har netop bekræftet, at et nyt Beyoncé-album vil ramme jordens overflade senere i denne måned. Det tyder på, at Beyoncé har forsøgt at gentage successen og overraskelsesmomentet fra udgivelsen af albummet "Beyoncé" sidste år. Her satte verdensstjernen nye standarder for måden at udgive musik på, da albummet blev udgivet uden forvarsel og helt ud af det blå. De seneste par dage har et billede floreret på de sociale medier, et billede, som kunne tyde på, at der var nyt materiale på vej fra den amerikanske hitmager. Beyoncés lejr har dog forholdt sig tavse om de intensive rygter.
Billedet, der har spredt sig på internettet som en virus, skulle eftersigende indeholde en trackliste for Beyoncés nye album med titlen "Beyoncé – Volume 2". Listen indeholder sange med bidrag fra Nicki Minaj, Rihanna og Justin Timberlake. De nye informationer er dog blevet taget med et gran salt, da det er svært at forestille sig, at Knowles-Carter-klanen ikke har styr på deres dokumenter.
Det ser dog ud til, at stjerneparret ikke har helt kontrol over tingene alligevel.
Amazon UK har på sin hjemmeside afsløret, at et nyt Beyoncé-projekt vil ramme butikkerne og være tilgængeligt fra den 24. november. Det nye projekt vil ifølge Amazon ligesom forgængeren være navngivet "Beyoncé". Ifølge de lækkede dokumentar vil det nye album udkomme som en deluxe-udgave, der indeholder sidste års overraskelsesalbum sammen med det nye projekt.
Se Amazons dokumentation herunder: