Nyhed

Mød De Eneste To på Hi-Fi Scenen

Simon Kvamm og Peter Sommers nye album Dobbeltliv får premiere tre dage før udgivelsen på et specialbygget mobilt sound-system.

Hi-Fi Scenen byder De Eneste To og duoens fans indenfor til forpremiere og lyttesession på makkerparrets imødesete udgivelse "Dobbeltliv" på Godsbanen i Aarhus fredag den 14. november 2014.

Allerede før De Eneste To slipper "Dobbeltliv" fri, kan Hi-Fi Scenen eksklusivt løfte sløret for duoens nyeste udspil på klubben Double Rainbow bag Godsbanen i Aarhus. Her vil publikum blive lukket ind i De Eneste Tos originale lyd – og lyrikunivers og vil efter gennemspilning af "Dobbeltliv" på et specialbygget superanlæg blive introduceret for detaljer og arbejdsprocesser af duoen selv.

Arrangementets vært, Carsten Holm fra P6 Beat, vil guide publikum igennem aftenen, og i en artist-talk undervejs interviewe Simon Kvamm, Peter Sommer og albumproducer Tore Johansson omkring udgivelsen og det forudgående arbejde i studiet.


Hi-Fi Scenen har til lejligheden udviklet og bygget et transportabelt lydsystem, som integrerer et boomblaster-anlæg. Det vil fremadrettet følge duoen til koncerter, og publikum vil på aftenen blive præsenteret for "Dobbeltliv" sammenhængende fra første anslag, til sidste tone klinger af.

"Hi-Fi Scenen er en god undskyldning for at sætte sig ned og høre 39 minutters uafbrudt musik. Det er i hvert fald ekstremt sjældent, jeg selv gør det," siger Simon Kvamm fra De Eneste To forud for arrangementet.

For det fremmødte publikum er der god grund til at have høje forventninger, da debutalbummet "De Eneste To" blev tildelt  fem stjerner af GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen. Overskriften lød: "Sommer og Kvamm indtager på uovertruffen vis nyt land."


På "Dobbeltliv" er der blevet eksperimenteret på trods af succesen fra forgængeren.

"Vi har udfordret og leget en masse med den måde, vores stemmer lyder sammen, fordi de komplementerer hinanden så tydeligt. Peter med den dybe – jeg med den høje," siger Simon Kvamm.

De Eneste Tos nye album "Dobbeltliv" udkommer på Sony Music/Copenhagen Records den 17. november.


Du kan finde billetter til arrangementet på Double Rainbow bag Godsbanen i Aarhus den 14. november her.

Hør "De Eneste To" med deres hitsingle "Sult" herunder. 

 


 

 

 

ANNONCE