Den danske sanger er klar med musikvideo til sin anden single, og endnu en gang udsætter han det danske sprog for hed r'n'b
Du kan sagtens nøjes med at kalde Jonas Rendbo for Jonas. Han er for første gang i fem år aktuel med et album, og det er endda et dansksproget et af slagsen. Indtil videre har han udsendt musikvideo til førstesinglen, "Når Verden Ender", og nu er han klar med den næste, "Tror Du Nu På Kærlighed". Se den hedt dampende musikvideo her forneden.
"Da vi var kommet i gang med mine danske sange, og jeg begyndte at få en fornemmelse af det her nye r&b agtige univers, opstod denne sang som noget af det første, min musikpartner Kalle Louai og jeg skrev sammen. Det var ligesom helt naturligt at lave noget der var enormt sexet. Lyden indbød til det, og noget som i andre sammenhænge måske ville virke corny eller kikset, synes her helt rigtigt. Sangen handler om at turde tro på kærlighed, på en måde hvor man bare gir sig hen, og lader sig forføre. Det handler om tillid og betingelsesløs hengivelse," fortæller Jonas om "Tror Du Nu På Kærlighed".
Musikvideoen lever da også op til sangerens ord, for den er både forførende og let erotisk.
Jonas har tidligere i år fortalt om sin nye lyd: "Jeg mistede troen og kærligheden til r&b for mange år siden. Noget, jeg ellers har dyrket, siden Teddy Riley opfandt new jack swing, og genren moderne r&b opstod. 90'er r&b blev indholdsløs og kedelig - og døde så. Nu er vi midt i en ny bølge af r&b, hvor en masse unge spændende kunstnere rykker grænserne for, hvad genren kan. Der er nu plads til at være sårbar, poetisk, melankolsk og mange andre ting. En ny dybde. Og musikalsk er der også meget højere til loftet. Det har inspireret mig. Det har givet mig blod på tanden og har fået mig til at forelske mig i r&b på ny."
Jonas debuterede i 2001 med bandet Jonz. Siden udgav han de to engelsksprogede albums "Sweet Dreams Guranteed" (2005) og "W.A.I.T.T." (2009). Begge albums blev godt modtaget og åbnede muligheden for af at rejse ud i verden - blandt andet Afrika, USA og Europa - og dele scene med blandt andet John Legend, Bilal, Macy Gray og Joss Stone. Han har derudover også arbejdet tæt sammen med andre kunstnere - som sangskriver, producer, guitarist, kor og/eller vokalist, for folk som Ukendt Kunstner, Ankerstjerne, Rasmus Seebach, Outlandish, Nexus, Aura, Burhan G, Xander, Omar, Jojo Abot, Wafande og mange andre. Han er også en del af hiphop-gruppen Sweatshop.
Med på det nye udspil medvirker blandt andet Jens Ole McCoy (Ukendt Kunstner), Tais (Hukaos), Lord Siva og flere fra den danske musikalske legeplads. "Når Verden Ender" er produceret i samarbejde med Tais (Hukaos).
Se "Tror Du Nu På Kærlighed" her, og frister den dig, kan du under videoen se datoer for Jonas' kommende koncerter:
Du kan fange Jonas på turné i aften og i december her:
29/11 - Tobaksgården / Assens
04/12 - Fermaten / Herning
11/12 - Tobakken / Esbjerg
12/12 - Musikhuzet / Rønne
13/12 - STARS / Vordingborg