Nyhed

NorthSide offentliggør de første navne

Den aarhusianske festival er klar med fem navne til næste års musikprogram

Lad os komme direkte til sagen. The Black Keys bliver et af de store navne til NorthSide Festival 2015, festivalen som løber af stablen fra 12.-14. juni. Den amerikanske duo toppede listen over de mest ønskede navne ifølge NorthSide Festivals Facebook-side. Det var en top ti-liste, som NorthSide havde foretaget ud fra tusinde forslag, hvor folk kunne indsende bud via NorthSides hjemmeside. Dermed er ønsket opfyldt set ud fra listen.

The Black Keys har været gæsternes mest ønskede navn de sidste tre år, og nu behøver publikum derfor ikke at vente længere. Gruppen blev dannet tilbage i 2001 og består af sanger og guitarist Dan Auerbach samt trommeslager og producer Patrick Carney. Duoen startede ud med at indspille deres musik selv, men gik efterfølgende over til et professionelt studie med en ny producer. I 2008 hyrede The Black Keys Gorillaz- og Gnarls Barkley-medlem Danger Mouse til at producere albummet "Attack & Release". Og det var første skridt i en ny retning, der siden hen har gjort gruppen til et af de største rockbands, som blandt andet har vundet flere Grammy-priser og Platin-plader.

Sange som "Tighten Up", "Lonely Boy" og nummeret "Fever" fra deres seneste album "Turn Blue" fra i år er velkendte hits fra bandet. NorthSide bliver i øvrigt The Black Keys' første danske festivalkoncert.


Det andet navn er indie- og postpunkbandet Interpol, som siden udgivelsen af debutalbummet "Turn On The Bright Lights" i 2002 har haft et loyalt publikum i Danmark, hvilket blandt andet kom til udtryk, da bandet tidligere optrådte på NorthSide i 2011. Her satte forsangeren Paul Banks festen i gang gennem fællessang på hits som "Slow Hands" og "The Heinrich Maneuver". Senest er albummet "El Pintor" fra i år blevet udgivet, hvor bandet er gået tilbage til det mørke udtryk, der gav gruppen deres gennembrud, og et nummer som "All the Rage Back Home" viser, at Interpol stadig er et band med noget at byde på.

Tredje navn er John Grant, som i ti år var frontmand for nu opløste The Czars. Dog var det med soloalbummet "Queen of Denmark" fra 2010, at den tårnhøje sanger for alvor slog igennem.

Albummet blev kaldt "Tilbage til halvfjerdserne med stil" af GAFFAs anmelder Finn P. Madsen og fik fem stjerner. Læserne var ligeledes imponeret. Læs anmeldelsen her. Anmelderroserne fortsatte, da Grant sidste år gik i en mere elektronisk retning på albummet "Pale Green Ghosts".


José González er endnu et af navnene, der skal optræde til NorthSide 2015. Han fik sit store gennembrud i 2006, da han indspillede sin version af "Heartbeats" skrevet og oprindeligt indspillet af gruppen The Knife. I de senere år har solokarrieren været på standby til fordel for samarbejdet med bandet Junip.

Den 17. februar vender José González dog tilbage med sit tredje soloalbum "Vestiges & Claws", der kommer efter syv års albumpause. Det er også som solist, du kan opleve José González næste år til NorthSide. Det bliver hans første besøg på den aarhusianske festival.

Det sidste navn for denne omgang er danske . Hun gæstede ligeledes NorthSide i sommer og leverede en koncert, som GAFFAs Steen Fabrin Michelsen beskrev således: "MØ er en vulkan i næsten konstant udbrud på scenen, men selv en vulkan går som bekendt i dvale". Næste år bliver tredje gang – og det i træk – hun optræder på NorthSide.


For ganske nylig har MØ samarbejdet med Iggy Azalea på nummeret "Beg For It" og optrådt på Saturday Night Live, hvilket skabte stor debat om MØs lidt uheldige præstation, hvor Azalea blandt andet har været ude at forsvare sangerinden.

Derudover har MØ vundet en European Border Breaker-pris for succes i Europa uden for sit hjemland og fået intet mindre end syv nomineringer til Danish Music Awards for albummet "No Mythologies to Follow", der er udgivet i marts i år. Danish Music Awards bliver uddelt i Forum 8. november.

NorthSide 2015 bliver afviklet i Ådalen ved Aarhus fra den 12.-14. juni, og billetterne kan købes via Billetlugen.dk.


Lad op til næste sommer og hør The Black Keys' store hit "Fever" lige her:

 

 

 


ANNONCE