Fra næste år vil det ikke længere være muligt at høre DRs UnderholdningsOrkester. Det sætter samtidig en stopper for flere koncerter.
Bestyrelsen for DR har vedtaget en ny økonomiplan fra 2015-18, som skal tilpasse samfundets medieudvikling, der har ændret sig intenst de seneste år. Det betyder en enorm besparelse, hvor UnderholdningsOrkesteret, DRUO skal væk, og der bliver nedlagt mellem 170-200 ud af i alt 2.700 stillinger hos DR. Udfaldet er sket i forbindelse med medieaftalen, som blev indgået 26. juni 2014, hvor samtlige partier i Folketinget deltog.
Formand for DRs bestyrelse, Michael Christiansen udtaler:
"Vi ønsker at omlægge DRs levende musiktilbud, så befolkningen med DRs ensembler også i fremtiden har mulighed for at opleve levende musik af allerhøjeste kvalitet i og uden for DRs koncerthus. Planen indebærer en styrkelse kunstnerisk og ressourcemæssigt af DR SymfoniOrkestret, DR PigeKoret og DR Big Bandet, mens DR UnderholdningsOrkestret lukkes fra den 1. januar 2015."
Formanden fortæller endvidere, at DRs profil vil blive skærpet og løfte det kunstneriske niveau, ligesom ved lignende tiltag, DR har foretaget.
Den 26.-28. februar var det meningen, at Tim Christensen skulle spille koncert med DRUO i DRs Koncertsal. Men festen er afblæst, og folk vil derfor ikke blive dén oplevelse rigere.
For nylig spillede den elektroniske dj- og producerduo Den Sorte Skole (billedet) sammen med UnderholdningsOrkesteret, hvor koncerten fik fem stjerner af GAFFA og rosende ord med på vejen:
"En konstant vekselvirkning og et vanvittig detaljeret samspil mellem samles og livemusik, som var virkelig imponerende. Det var sådan en koncert, hvor det på forhånd var svært at vide, hvad der egentlig var i vente. Det er nærmest lige så svært at beskrive her på den anden side af det, men ét er sikkert: det er en spændende måde at tænke og lave musik på."
Den Sorte Skole skulle netop optræde med DRUO den 6. juni næste år med en ny symfoni for dj's og orkester og endnu én i 2016, men må desværre se i øjnene, at det ikke bliver en realitet, på trods af at parternes sidste koncert blev anmelderrost.
Martin Højland fra Den Sorte Skole er skuffet over lukningen af DRUO. Til GAFFA siger han:
– Vi synes, det er hamrende ærgerligt for dansk musik, at DRUO lukkes, da man her virkelig arbejdede seriøst på at bringe det klassiske orkester i forbindelse med et både yngre og mere moderne publikum og i det hele taget havde en meget åben og progressiv tilgang til det klassiske orkesters fremtid i samspil med rytmisk og andet musik. Med andre ord udfyldte DRUO en meget svær og vigtig rolle for den klassiske musik i Danmark, som der ikke lige umiddelbart er nogen oplagt arvtager til.
Martin Højland tilføjer, at han håber, at Den Sorte Skole kan fortsætte samarbejdet med et nyt klassisk orkester, enten DR's Symfoniorkester eller et andet, om at færdiggøre de to symfonier for dj's og klassisk orkester.
Blandede følelser
Direktør for DR Kultur Tine Smedegaard Andersen sidder tilbage med blandende følelser i forhold til lukningen. Hun synes, det er beklageligt at nedlægge orkesteret, men samtidig bør man følge danskernes medievaner. Hun udtaler til DR:
"Det er et voldsomt skridt at lukke DR UnderholdningsOrkestret. DRUO har eksisteret i 75 år og har spillet en vigtig rolle i dansk musikliv, blandt andet i forbindelse med mange store populære begivenheder gennem årene, og for flere af musikerne vil det være farvel til et langt liv som musiker i DR UnderholdningsOrkestret. Men befolkningens brug af medier og kulturtilbud ændrer sig med stor hast i disse år, og derfor skal vi sikre os, at DR har midler til at investere i nyt kvalitetsindhold og nye distributionsformer, som når seerne og lytterne, hvor de er, også i fremtiden."
Det forventes at det 75-årige gamle orkester spiller for sidste gang den 21. november, hvor en stor klassisk koncert med Beethovens 9. symfoni vil sige farvel til publikum.
Hør DRUO spille sammen med Tim Christensen på nummeret "Whispering at The Top of My Lungs" fra P3-programmet Mads & Monopolets 10 års jubilæum i 2013: