Nyhed

Faith No More udgiver første album i 18 år

Det alternative metalband gør comeback i studiet og er tilbage med spritnyt album

Faith No More er på vej med deres første album i hele 18 år, skriver Rolling Stone. Bandet blev dannet i 1982, og i 1985 udgav de deres første album "We Care A Lot". Det helt store gennembrud fandt sted i 1989, hvor de udgav det meget roste og (især i USA) storhittende album "The Real Thing". Året forinden var forsangeren Mike Patton stødt til gruppen som erstatning for Chuck Mosley. Patton forblev dog medlem af sit andet band, det stærkt eksperimenterende Mr. Bungle.

I 1992 bredte succesen for bandet sig for alvor til uden for USA takket være albummet "Angel Dust" og singlerne "Midlife Crisis" og "Easy", sidstnævnte en fortolkning af Commodores' klassiske ballade. Efter yderligere to album, senest "Album of the Year" i 1997, gik gruppen dog hver til sit i 1998, for at medlemmerne kunne koncentrere sig om andre projekter. I 2009 blev de gendannet og har siden turneret, men ikke udgivet nyt materiale. Bandet spillede på Roskilde Festival i 2009.

Hungrende fans rundt omkring i verden må dog vente lidt endnu på det nye album. Faith No More har planlagt at udgive deres syvende album i perlerækken i april, 2015, ifølge bassist Bill Gould. På trods af det faktum, at bandet endnu ikke har booket turnedatoer, har de planer om at turneer USA tyndt, når albummet bliver offentliggjort. I juli præsenterede bandet albummets første single "MotherFucker", som de spillede for publikum i Hyde Park i London. Du kan høre liveversionen af det nye nummer nederst på siden. Singlen vil først være i handel fra den 28. november, og kun i 5000 eksemplarer på vinyl på den såkaldte Record Store Day Black Friday, så liveversionen er din mulighed for et lille sneak peek.


Det amerikanske magasin Rolling Stone har talt med bassisten Bill Gould om hans tanker omkring det nye projekt:

Har det nye album et navn?

"Nej, nej nej, så langt er vi slet ikke nået endnu, vi er bare glade for at kunne tale om, at vi er ved at lave et".


Hvor lang tid har I arbejdet med idéen?

"Vi har arbejdet på ideen i cirka halvandet år. Vi bor i forskellige byer og alle har gang i forskellige ting, så det handler om at tilpasse sig og arbejde sig stille og roligt frem."

Hvad vil du sige, den nye musik lyder som?


"Jeg tror, at vi igennem vores erfaring som musikere har reflekteret over, hvor vi har bevæget os hen siden vores sidste album som Faith No More, og det kommer til udtryk. Jeg tror, det hæver niveauet på det nye album. Jeg synes, der er passager, der er meget kraftfulde og andre, der har masser af plads. Alt, hvad vi gør, med vores kemi og måden vi spiller på, vil altid komme til at lyde som os. Det er det, vi laver, der gør os glade. Forhåbentlig lyder vi ikke som en flok 50-årige gamle mænd … som vi er!"

Hør liveudgaven af "MotherFucker" fra Hyde Park i London herunder:


ANNONCE