Nyhed

Kig med i Suspekts fotoalbum – det er både smukt og klamt

I dag udgiver hiphopperne deres femte album. Vi har fået lov at bladre i deres fotoalbum fra deres ophold i såvel Afrika som Los Angeles.

Suspekt-drengene, der i dag udgiver deres femte album, V, har været på noget af en rejse siden Elektra og Orgi-Es solo-album Klamfyr. En rejse, der har bragt dem på en vild og til tider livsfarlig tur gennem Mauretanien i Vestafrika til den amerikanske vestkyst med Grammy-nomineringer i L.A. og indspilninger med udsigt over Hollywood. Turen er fortsat hen over sommeren, hvor Rune, Emil og Andreas aka Rune Rask, Orgi-E og Bai-D har været med Grøn Koncert gennem det ganske land og modtog de frivilliges respekt-pris, der deles ud til den eller de kunstnere, der har kørt særlig god stil under musikkaravanens ridt gennem sommerlandet. GAFFA møder den veloplagte trio i studiet i Vanløse, hvor de præsenterer en række billeder fra de private skuffer og fortæller røverhistorierne bag. God fornøjelse!

Læs GAFFAs meget positive anmeldelse af V her


Rune Rask i godt selskab

Rune: – Her står jeg i studiet i Los Angeles sammen med fyren, der mastererede vores plade. Han hedder Brian Big Bass Gardner og har arbejdet sammen med folk som Dr. Dre og en masse andre store kanoner.

Andreas: – Det var derfor vi valgte ham, haha!


Emil: – Det er ham, der har lavet grundlaget for den lyd, vi er vokset op med, så da vi fik muligheden for at få ham ind over noget, vi har lavet, sprang vi selvfølgelig til. Det er stort.

Fans på besøg i studiet


Andreas: – Vi lavede en Twitter-konkurrence, hvor nogle fans fik mulighed for at komme ud og hænge ud med os herovre i studiet og få en god oplevelse og lytte til pladen. Vi havde en fed dag. Vi drak os pisse fulde og endte faktisk med nærmest at blive venner med dem.

Emil: – De var vildt søde og vi fik nogle rigtig gode snakke.


Emil i studiet

Emil: – Det er fra studiet i Glendale, hvor vi indspillede nogle ting. Det er et fedt sted, hvor blandt andre Kendrick Lamar og Schoolboy Q også har indspillet. Der er en vild fed energi.

Andreas: – Og vi har ikke valgt billedet for at gøre reklame for Beats By Dre, haha!

Slagteri i Vestafrika


Emil: – I november sidste år var vi på tur gennem Mauretanien, og det var en kæmpe inspiration. Her står jeg ved en slagter i landets næststørste by. Vi havde lejet en gammel Mercedes og kørte igennem landet, og vi oplevede virkelig nogle vanvittige ting.

På disko-tur


Andreas: – Det er mig og Rune i vores "rullende kontor", som vi kører rundt i, når vi er ude at spille diskoteksjobs.


Emil: – Meget af den nye plade er bygget op om at rejse rundt og befinde sig alle mulige underlige steder, og her er vi så igen på farten. Selvom det sikkert er til Aalborg. Vi har virkelig tilbragt mange timer i den bil.

Udsigt over Hollywood


Emil: – Her sidder vi på taget af det hus, hvor meget af pladen er skrevet.

Andreas: – Et hus, vi lejede i Pacific Palisades i L.A. med udsigt over Hollywood.

Emil: – Et fedt sted at lande efter turen gennem Afrika. Det er en gammel maler, der har det, og der hang lesbiske malerier over det hele, og der var krystaller i haven.

Pisset i bukserne


Emil: – Det er morgenen efter, vi har indspillet nummeret Hun Er På Mig. Vi har fået fire timers søvn og beslutter os for at drikke videre, og så kommer jeg til at pisse i bukserne undervejs…


Andreas: – Og det vælger jeg selvfølgelig at dokumentere i en allerhelvedes fart, haha! Der findes mange flere billeder i den serie.

Helt ude i hampen


Andreas: – I Afrika var vi ude på en hemmelig ø sammen med nogle lokale, der havde lovet os en vild oplevelse. Vi drak noget hamp-te og så på nogle hamp-marker. Det var Emil, der arrangerede det, og det var hyggeligt, men også en vild tur.

Emil: – Ja, det var ret sindssygt. Vi kom derud på sådan en flygtningebåd, og da folk hørte om det, var de forbløffede over, at vi havde overlevet turen.


På vej til Grammy Awards

Rune: – Vi var jo så heldige at blive nomineret til en Grammy for deltagelsen på Kendrick Lamar-albummet, og her bliver vi hentet i limousine på vej over til uddelingen.


Syntetisk skunk

Andreas: – Vi havde inviteret vores amerikanske manager, Mickey, op til bøffer og hygge en søndag og så havde han taget denne her blå bong med til os som gave. Han havde også en stor pose syntetisk skunk med, og så var vi jo nødt til at ryge sammen med ham for ikke at være uhøflige, haha! …Klokken 11 om formiddagen. Vi fik ikke stegt bøffer.

Emil: – Det var en kæmpe inspiration. Men også ret heftigt. Jeg troede på et tidspunkt, jeg kom fra fremtiden.

Rødvin på Plænen


Andreas: – Her er jeg få øjeblikke efter, Emil pissede i bukserne. Stolt af mig selv og med en flakse Apothic Dark-rødvin. Det var en god dag!

Den nye Rune Rask


Andreas: – Her er Rune gået i seng, så jeg leger Rune Rask og drikker romtoddy og indspiller Emil.


Emil: – Ja, og resultatet er faktisk havnet på pladen, selvom han var skidefuld.

 

ANNONCE