Den erfarne amerikanske rocksanger er klar til at indtage Danmark i februar med nyt album i rygsækken
Man kan ikke beskylde Mark Lanegan for at hvile på laurbærrene. Siden sit sidste album med Mark Lanegan Band har han indspillet et album med Duke Garwood, "Black Pudding", indspillet et album med covernumre "Imitations", udsendt en opsamlingsplade "Has God Seen My Shadow?" lagt en jule-ep under træet (Dark Mark Does Christmas 2012) samt udgivet singler med Moby og Warpaint. Og for et par måneder siden udgav han så ep'en "No Bells On Sunday", som er en forløber for det kommende album "Phantom Radio", der udkommer til oktober. Den efterhånden midaldrende sanger er altså ved at være klar med et spritnyt album og en dertilhørende turné.
Til november fylder Lanegan 50 med et imponerede CV at kunne kigge tilbage på. Lige fra sin debut i 1984 med The Screaming Trees, over hans indtræden i Queens Of The Stone Age i 2000, hans samarbejde med henholdsvis Greg Dulli og Isobell Campell samt naturligvis hans soloalbums, der blandt andet tæller de voldsomt anmelderroste albums "Whiskey For The Holy Ghost" og "Bubblegum."
Med rygsækken fuld af hits og det nye album "Phantom Radio" i inderlommen besøger Mark Lanegan Danmark til februar. Rockstjernen gæster Amager Bio i København og Train i Aarhus. Der er god grund til høje forventninger, for ifølge rockmusikeren selv er han i rigtig god forfatning: "Jeg er blevet bedre til at destillere, hvad der gør en sang succesfuld, og hvad der ikke gør. Jeg tror, jeg er blevet mere kræsen. Men mindre aktiv på samme tid. Det er en rigtig fin balance at ramme, når du er halvtreds! Jeg bliver ikke så skør af det, som da jeg var yngre. Det var meget hårdere at skrive sange, da jeg var yngre."
Mark Lanegan besøgte i øvrigt Aarhus og Voxhall den 9. november 2012, og her kvitterede GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez med fem stjerner for hans liveoptræden. Mark Lanegan fik følgende ord med på hjemturen til USA: "Der er koncerten igennem en eminent vekslen mellem det tørt rockende og de mere elegante og stilfærdige udladninger, som sikrer en tryllebindende effekt, og de halvanden time, seancen varer, føles ikke som meget mere end 20 minutter."
Lanegan og Duke Garwood skulle i øvrigt have spillet i DR Koncerthuset 28. oktober 2013, men koncerten blev aflyst grundet den storm, der siden er blevet kendt som "Allan".
Mark Lanegan Band kan opleves på følgende spillesteder og datoer:
Amager Bio, København, mandag den 2. februar 2015.
Train, Aarhus, mandag den 9. februar 2015.
Forsalget starter onsdag den 24. september klokken 10.00, og billetter kan købes på billetnet og billetlugen.dk
Hør Mark Lanegan fortolke Bob Dylan i 2007: