Sangerinden og Blake Shelton kæmpede om at udføre den bedste lip sync
Talkshowværten Jimmy Fallon, kendt fra The Tonight Show, er en hittepåsom mand. I gårsdagens program havde han således fundet på, at Gwen Stefani og den amerikanske countrysanger Blake Shelton, der er ganske populær i USA, skulle dyste på lip syncing, altså at mime til playback. Vel at mærke ikke til deres egne sange, men andres. Anledningen var, at den næste sæson af den amerikanske udgave af talentshowet "The Voice" begynder på mandag den 22. september, og her er Stefani og Shelton to af de fire coaches – de to andre er i øvrigt Pharrell Williams og Maroon 5-sanger Adam Levine.
Det blev til en ganske underholdende optræden, hvor de to vidt forskellige sangere kastede sig ud i blandt andre Tacos 1982-hit "Puttin' on the Ritz" – med indlagt stepdans – Carly Rae Jepsens "Call Me Maybe" fra 2012 og "Endless Love" fra 1981 med Lionel Richie og Diana Ross.
Se, hvordan det gik nedenfor.