Albertslund-drengene er klar med deres anden single til det nye anmelderroste album, som udkom i sidste uge
Sidste mandag, den 8. september, udkom Suspekt med deres femte album "V".
"Et album, der både er typisk Suspekt og samtidig helt nyt. Et af Suspekts varemærker er, at de gør (og siger) det, de har lyst til." og " Det handler, som det så ofte gør med disse drenge, ikke om hvad de fortæller, men derimod om, hvordan de fortæller det." Det blev beskrevet i GAFFAs anmeldelse af albummet, som fik fem funklende stjerner.
Og netop det med, "hvordan de fortæller det", er også kendetegnende for den nye musikvideo til andensinglen, "S.U.S.P.E.K.T".
Bandet siger, at de ikke har stræbt efter at ramme et specifikt emne, men mere en stemning:
"Teksterne tager udgangspunkt i holdninger til livet omkring os, en følelse af fællesskab og overskud og det at leve en smule lyssky. "Viben" på nummeret er meget west-coast inspireret og leder tankerne tilbage til albummet "Ingen Slukker the Stars" (gruppens andet album fra 2003, red.), og vi har så forsøgt at tilføre den gamle lyd noget nyt."
Bandet forsøger at ramme en rå stemning i videoen. GAFFAs Maria Therese Seefeldt Stæhr skriver i anmeldelsen:
"På dette album har trioen nemlig kastet sig ud i en række forskellige musikalske eventyr, der hiver dem godt rundt i manegen, og med blandt andet techno og easy listening er der således nye stilarter, der dukker op og blander sig i det ellers ofte dystre Suspekt-univers."
I forlængelse af dette udtaler Suspekt, at de ikke vil spille gangsta-typer på trods af den rå stemning, som musikstilen skal ramme:
"Sangen, emnet, musikken og leveringen er rå. Det er jo ikke 'Barbie Girl' med Aqua eller 'Ååh Abe'. Det er en skildring af en verden, som er eksisterende og kommer til udtryk, når alle andre er gået i seng. Det samme tidspunkt, som vi laver vores musik på og samtidig skaber en energi, som de kunstnere, der kommer fra vores miljø bruger som drivkraft. Vi prøver ikke på at spille gangstere eller lovløse, men skildrer en intensitet og nerve, som ligger i lovløs kunst."
Filminstruktør har hjulpet Suspekt hele vejen
Suspekt var senest på hjemmebane i Musikteateret Alberslund, hvor de optrådte live fredag den 6. september. Her fik det nyeste album en varm velkomst, og endnu engang fik bandet fem stjerner af GAFFA.
Musikvideoen er lavet i samarbejde med instruktøren Martin Skovbjerg, den ene halvdel af filmselskabet Sauna Cigar, hvoraf den anden halvdel er fotograf Jacob Møller. De startede karrieren tilbage i 2008 og har blandt andet hjulpet kunstnere som Lukas Graham, Medina og Kidd. De laver både musikvideoer, dokumentarfilm, reklamefilm med videre. Suspekt har arbejdet tæt sammen med Martin Skovbjerg i flere sammenhænge siden 2007. Suspekt siger:
"Vi har arbejdet tæt sammen med Martin siden 2007, og har hjulpet hinanden på kryds og tværs af udtryk, stilarter og håndværk. Vi er en kreativ familie sammen, og det har resulteret i koncerter, musik-produktioner – Martin har været inde over "Sovset ind i livet," fra det nye album – remixes, musikvideoer, scenografier, mixtapes og et unikt venskab."
Du kan få lov at se den nyeste musikvideo til anden singlen: "S.U.S.P.E.K.T." her: