Dom for besiddelse af cannabis giver alligevel ikke gratis adgang til lørdagens koncert med Serial Killers i Vega
Som du måske ved, spiller Serial Killers, der består af de tre rappere B-Real, Xzibit og Demrick, i Store Vega på Vesterbro i København på lørdag den 20. september. Koncertarrangøren gav for kort tid siden mulighed for at komme gratis med til denne koncert, men det krævede, at du havde en dom for besiddelse af cannabis. Tilbuddet gælder dog ikke længere. Arrangøren Smokenhagen havde ikke fået lov af Vega til at gennemføre det kontroversielle tiltag, oplyser Vegas kommunikationschef Magnus Restofte til GAFFA. Koncerten kræver betaling fra alle deltagere, hashdomme eller ej.
"Vi giver alle personer, som har modtaget en bøde for besiddelse af cannabis gratis adgang til koncerten. De skal medbringe deres konfiskationserklæring og ID i døren, så kommer de ind," lød det i en pressemeddelelse fra arrangøren Smokenhagen, som oplyste, at gaven var fra B-Real og den danske headshop Chillo, som ryster på hovedet af forbuddet mod besiddelse af cannabis, som de opfatter som en hetz mod mennesker, som bevæger sig inden for hiphop-livsstilen. Dette tilbud er altså trukket tilbage nu.
Som man siger, går der ikke røg af en brand, uden at der er ild, men nu er branden og hashrøgen altså slukket af Vega.
B-Real er bedst kendt for sin tid i gruppen Cypress Hill, men har sideløbende haft gang i mange forskellige projekter. Inden han blev et stort navn i musikbranchen, havde han en hæsblæsende karriere som narkohandler og bandemedlem. B-Real lagde dog bande- og narkolivet på hylden, efter han i 1988 blev skudt i lungen. En episode, der godt illustrerer begrebet held i uheld.
Den uheldige skudepisode gav anledning til en revurdering af rapperens livsanskuelse, hvorefter han fandt rappen som livets ledestjerne. Et valg der velsignede musikbranchen med rapperens talent og gav B-Real muligheden for et liv uden kriminalitet.
B-Reals nasale stemme, kombineret med DJ Muggs karakteristiske beats og Sen Dogs rap, gjorde californiske Cypress Hill til nogle af de helt tunge drenge indenfor hiphop-verdenen. Trioen var den første latinamerikanske rapgruppe (flere af medlemmerne har nemlig rødder i Cuba og Mexico), der kunne bryste sig af at have platin og multi-platin-albums. De er ydermere den bedst sælgende latinamerikanske rapgruppe til dato. B-Real har indgået i et hav af forskellige konstellationer, men i skrivende stund fokuserer han på Serial Killers, sit tv-show og sit cannabisforetagende "Dr. Creenthumb".
Varm op til koncerten med et af Cypress Hills vildeste numre herunder: