Kamæleonen vender tilbage til gammel rolle for at skabe ny musik - og replikker
David Bowie arbejder for tiden på at skrive et nyt teaterstykke baseret på "The Man Who Fell To Earth". Stykket kommer til at indeholde ny musik fra legendens hånd. Det skriver Uncut.
Stykket kommer ifølge The New York Times til at hedde "Lazarus", og det er blevet til i samarbejde med den irske forfatter Edna Walsh. Stykket vil indeholde helt nye sange skrevet af Bowie samt nye arrangementer af ældre sange. Stykket vil blive instrueret af Ivo van Hove og er sat til at have premiere på New York Theater Workshop senere i år.
Den kunstneriske direktør for New York Theater Workshop, James C. Nicola, fortæller, at "Lazarus" har været hemmeligt på vej i nogle år nu. Han forklarer, at Bowie havde søgt at lave et nyt teaterstykke inspireret af Walter Tevis roman "The Man Who Fell to Earth" og kom til Hove med ideen. Hun kontaktede herefter teateret.
"Det bliver et stykke med karakterer og sange - jeg kalder det musikteater, men jeg ved virkelig ikke, hvordan det præcis bliver, jeg har bare en utrolig tillid til deres kreative vision," siger Nicola. "Jeg er meget spændt på det hele. Det er tre meget forskellige tilgange, der kolliderer med hinanden."
Bowie medvirkede i spillefilmen, "The Man Who Fell to Earth", i 1976. Den handler om et rumvæsen, der kommer til jorden for at redde sin egen planet, men til sidst bliver knækket af menneskeheden, mens hans egen planet går under. Man kan måske gisne om, at der ligger en nutidig kritisk kommentar til tidens miljøproblemer i sci-fi-historien.
David Bowie overraskede verden i 2013, da han efter 10 års tavshed pludselig udgav albummet, "The Next Day". GAFFAs musikanmelder Finn P. Madsen kvitterede med fire stjerner og skrev: " Hvad mere kan der forlanges af en musiker, der intet har at bevise og for længst har sat sit aftryk i rockhistorien."