Distortion smider nye navne på plakaten
Distortion er klar med britiske, elektroniske toner og dansk ekstravagance til Distortion Ø. Hele otte navne føjes til plakaten, som denne gang er tung elektronisk musik for kendere. Derudover offentliggøres tre arrangementer med tungt line-up til Distortion Club på Culture Box.
Der er gode nyheder for alle elektronisk musikelskere, som i dag får en håndfuld house- og techno-navne til deres respektive programmer for Distortion Ø og Distortion Club.
Til Distortion Ø præsenteres en bred vifte af techno - fra minimal til kawaii:
Bok Bok (UK)
Alex Sushon, som går under navnet Bok Bok, er den London-baserede dj, producer og direktør for pladeselskabet Night Slugs.
I 2014 udgav han for første gang i tre år nyt solomateriale, i form af ep'en "Your Charizmatic Self", hvor den første single "Melba Call" feat. Kelela affødte en banebrydende video.
Sophie (UK)
Sophies lydproduktion deler en betydelig mængde egenskaber med genren kawaii, som har oprindelse i Japan. Musikken er poppet og euforisk, og kawaii, som betyder sød og yndig, er æstetisk repræsenteret i J-pop- og K-pop-musikvideoer med børnevenlige farvepaletter og legesyge temaer.
Oneman (UK)
Steve Bishop, bedre kendt som Oneman, er en engelsk dj og producer fra Streatham, London. Hans karriere startede oprindeligt inden for piratradio, og har nu bevæget sig over i et regelmæssigt dj-gig på Rinse FM.
Onemans sets består typisk af et mix af dubstep, hiphop, grime, UK funky og UK garage. Han har i øvrigt udgivet to mix albums med Fabriclive og Rinse FM, og det bliver en fornøjelse at se ham folde det hele ud på Distortion Ø.
Redinho (UK)
Redinho er producer, sangskriver, sanger og live performer fra London.
Efter at have spillet synths og talkbox i funk- og metalbands begyndte Redinho at arbejde på sit solomateriale med det britiske dance pladeselskab Numbers i 2010, hvor hans beat tape "Bare Blips" blev udgivet i sin rå demotilstand.
Actress (UK)
Actress hører til de drenge, som kan lide det lidt tungere end gennemsnittet.
Hans bagkatalog byder på techno af den mørke industrielle lyd fra den britiske undergrund, og hans bidrag til Distortion Ø er ingen undtagelse.
Palmistry (UK)
Palmistry udviser et stort overskud, når det kommer til ny, eksperimenterende, elektronisk musik, som han kombinerer med hiphop, R&B, dancehall og ballroom
Eloq (DK)
Bas-producer August Fenger aka. ELOQ er et fremadstormende navn på den danske og internationale producerscene. Som soloproducer, og i selskab med resten af CHEFF Records-crewet, er han en central figur på den københavnske urbane scene. ELOQ bevæger sig ubesværet mellem hip hoppens tunge verden, UK bass, trap og popmelodier med tropiske undertoner.
Kenton Slash Demon (DK)
Talentet hos de to herrer fra Kenton Slash Demon blev demonstreret helt fra start i 2009, ved udgivelsen af deres ep "Khattabi ". Kenton Slash Demon er et langsigtet projekt, som udgiver meget lidt materiale, der til gengæld er meget gennemarbejdet.
DISTORTION CLUB
Onsdag den 3. juni - Culture Box
Jeff Mills (US) + Ctrls + Northern Structures + Philogresz + Joel Alter + Ena Cosovic
Jeff Mills er en af de største amerikanske legender inden for techno. Han er internationalt anerkendt for sin nådesløse forfølgelse af hårdhed i musikken og sine skrabede, næsten industrielle dj-sæt. Jeff Mills er den seneste i en lang række af Detroit-opdrættede talenter, hvis ry har nået kloden rundt, og indtager Culture Box onsdag under Distortion.
Samme aften byder i øvrigt på en lang række danske dj-talenter, når det amerikanske hovednavn ledsages af danske Ctrls, Northern Structures, Philogresz, Joel Alter og Ena Cosovic.
Torsdag den 4. juni - Culture Box
Tale Of Us (IT) + Hunter/Game (IT) + Pisetzky (IT) + Primal + Rekyl + Taha
Tale Of Us er det unikke lydlandskabsprojekt af Karm & Matteo Milleri. Deres musik og produktioner er en blanding af nye lyde og genrer lige fra Pop til House, Disco til Rock og alt hvad der findes imellem. Musik, der får folk til at danse deres dybeste følelser levende.
Duoen Hunter/Game ledsager førstnævnte duo, som ligeledes har rødder i Milano. Deres lyd udvikler sig gennem påvirkninger af pop og electronica, imens det hele ligger og hviler på et solidt fundament af techno. Aftenen mønstrer en enkelt italiener mere, nemlig Pisetzky, som med melankolsk kraft og bas i forskellige lyddeminsioner binder en sløjfe på det hele.
De italienske herrer akkompanieres af danske Primal, Rekyl og Taha.
Fredag d. 5. juni - Culture Box
Francois X (FR) + DJ Pete (DE) + Deadbeat (live, CA) + Tim Andresen + Düring + Crizzy + Mikkel Ymer
Francois X har støt etableret sig som en vigtig figur i den spirende technobevægelse i Paris.
Hans markante dj-sæt har sikret Francois X et residence-gig på Beton, den verdensberømte parisisk fest samt regelmæssige jobs på nogle af Europas førende klubber og festivaler, herunder legendariske Berghain.
Den sidste mand, der flyves ind fra det store udland er canadiske Deadbeat, som har opfundet sin egen særlige blanding af dub og elektronisk minimal.
De danske drenge, der indrammer scenen er Tim Andresen, Düring, Crizzy og Mikkel Ymer.
Distortion afholdes i København fra den 3. til den 7. juni.
Ved køb af turpas får man adgang til samtlige arrangementer af Distortion Club samt Distortion Ø. Turpasset kan købes her.
Følg Distortion Club event på deres Facebookside for mere info.