Nyhed

Mac DeMarco spiller to koncerter i Danmark

Den canadiske singer-songwriter gæster København og Aarhus til efteråret

Mac Demarco er populær i Danmark. I hvert fald, hvis man tager hans sidste besøg i betragtning, som bød på en udsolgt koncert i Pumpehuset. Men til efteråret kan danskerne igen nyde hans besøg, når han gæster Store Vega i København den 19. september og VoxHall i Aarhus den 24. september.

Turnéen er planlagt i forbindelse med hans kommende ep-udgivelse "Another One". Dette er den første udgivelse siden Mac DeMarcos succesfulde album "Salad Days" fra sidste år, der skød ham op til nye højder.

"Mac DeMarcos helt store styrke er hans eminente guitarspil, live som på album, og aftenens koncert resulterede da også i gentagne hyldester til strengeinstrumenterne. Både solo og i veludført samspil med sit band, der ikke kun formåede at levere blærede præstationer på strengeinstrumenterne, men som i høj grad også var med til at bidrage til den charmerende, humoristiske og løsslupne tone, der gjorde en ellers trist og regnfuld mandag til underholdende og hyggelig". Sådan skrev vores anmelder blandt andet følgende om Mac Demarcos seneste besøg på Pumpehuset i august sidste år.

Har du svært ved at vente indtil september, kan du varme om med Mac DeMarcos optræden på radiokanalen KEXP fra august sidste år.

Billetsalget starter på fredag den 24. april kl. 10, og disse kan findes via GAFFA Live.

ANNONCE