Nyhed

Musik i Lejet smækker fire nye navne på plakaten

Ulige Numre er blandt de nye artister, der nu er tilføjet programmet

Så er Musik i Lejet ude med fire nye navne - og det er solide danske artister hele bundtet. Festivalen i Tisvildeleje føjer nemlig Ulige Numre, Jooks, Ukendt Kunstner og Cancer til programmet. 

Ulige Numre

Ulige Numre er et varmt navn i dansk musik, især grundet bandets stærke sangtekster. Forsanger og sangskriver Carl Emil Petersen fik da også nogle rosende ord med på vejen, da GAFFA anmeldte bandets andet studiealbum, "Grand Prix", som udkom den 13. april. I den fire-stjernede anmeldelse lyder det blandt andet: "Ulige Numre er klar med deres andet album, og mere end nogensinde står det klart, hvilket kolossalt aktiv frontmand Carl Emil Petersen vitterligt er. Ligemeget hvordan man vender og drejer det, må det medgives, at manden alene i kraft af sine egenskaber som sangskriver er ekstraordinært spændende - han er ganske enkelt blandt sin generations bedste herhjemme." Bandet har netop offentliggjort de første danske turnédatoer, når de skal ud at spille numre fra det spritnye album, og de kommer altså også forbi Musik i Lejet. 


 

 

 

Jooks


Jooks, med det borgerlige navn Johan Forsby, blev kendt, da nummeret "Hun Vil Ha' En Rapper" bragede ud af højtalerne på natklubber landet over. Nu er Jooks igen aktuel med de nye album "Dyr", der fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr med overskriften: "Indrømmet, det tager et par omgange at få albummet helt ind under huden. Men det er tålmodigheden værd." Jooks er også forfatter under sit virkelige navn og aktuel med romanen "Sønner af mænd", som er skrevet i samarbejde med Politikens debatredaktør Tarek Omar. 

 

 

 


Ukendt Kunstner

Også Ukendt Kunstner er nu at finde på programmet til årets Musik i Lejet, og de nyder da også god succes oven på udgivelsen af debutalbummet "Forbandede Ungdom" fra sidste år. GAFFAs bedømmelse af pladen lød på fem stjerner, og duoens lyd blev beskrevet således: "Deres svævende univers er et sindtigt sammensurium af elektroniske beats, lyde, melodier, effekter, akustiske instrumenter, rap og sang. Det er ikke specielt poleret, men det er heller ikke råt."


Cancer 

Cancer består af de danske sangere/sangskrivere Kristian Finne Kristensen og Nikolaj Manuel Vonsild, der dannede duoen i 2013. Bandet spillede en af deres første koncerter på Trailerpark Festival, hvor mange mødte duoens eksperimenterende og karakteristiske lyd for første gang. De har siden indtaget mange store danske festivaler og udgav i efteråret 2014 deres debutalbum "Ragazzi", som fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Rune Schlosser.

 


 

 

Musik i Lejet løber af stablen 16. juli - 18. juli, og du kan se hele programmet lige her

Billetter til dette års festival kan købes via GAFFA Live


ANNONCE