Se videoen til Sluk Dit Hoved her
"Hey, har du lige to sekunder?", så brug dem i selskab med Pato Siebenhaar, der i dag udgiver ep'en "Skarp". Musikken er produceret i samarbejde med en stribe danske kunstnere, der tæller TopGunn, Klumben, Pitchshifters, Anders Matthesen, Sluzh Kirkhoff og Shaka Loveless. Han har i forbindelse med ep'en også offentliggjort videoen til nummeret "Sluk Dit Hoved".
"Det har været et hurtigere og mere effektivt samarbejde, end jeg er vant til. Denne gang er det ikke processen, men selve resultatet der tæller, og resultat er skarpt" forklarer Pato, der har måttet lægge sit ego på hylden i det omfangsrige gruppearbejde.
"Det gælder om at omstille sig som musiker, ikke at følge trends, men at skabe dem, være aktuel. Jeg har på min nye ep lavet musikken i fællesskab med nogle af de mest talentfulde sangskrivere og producere pt, og sætter nu mit mest effektive fartøj i vandet, det er skarpt og trimmet. Det er min "This Is It"" fortsætter han. "Meget på den danske musikscene er eskapisme, for mig handler det om at tage stilling, træffe et valg, samtidig med at være åben, tage imod og styre tilfældets magi"
Det er snart ti år siden, at Pato udgav sit første soloalbum "Music For Early Birds & Nighthawks", der fik fire stjerner af GAFFAs anmelder, Erik Barkman Petersen med ordene: "Glimt i øjet og henkastet charme har Pato til gengæld masser af, og den slags kan ikke overvurderes." Det føromtalte glimt i øjet har Pato bevaret i musikvideoen, hvor han taler direkte til lytteren fra forsædet af en taxa.
Du kan opleve både glimt og toner i musikvideoen her: