Der er også håndholdte kameraer på spil i den nye video til Kiss Me a Lot
Morrissey er ude med en ny video til sangen "Kiss Me a Lot". I det flamenco-inspirerede nummer ser vi den tidligere The Smiths-forsanger Morrissey stå nedringet, knipsende og let dansende på en scene sammen med sit liveband. Alt imens bevæger håndholdte kameraer sig rundt mellem bandmedlemmerne, og indimellem klippes der over til letpåklædte damer med sorte bh'er og hofteholdere, der på forskellige sprog har skrevet sangtitlen "Kiss Me a Lot" på de kurver, der er efterladt nøgne.
"Kiss Me a Lot" er den femte single fra britiske Morriseys 10. studiealbum "World Peace Is None Of Your Business" fra 2014, som fik fem ud af seks stjerner af GAFFAs Lars Löbner Jeppesen. Han skrev blandt andet: "Efter de råt rockende tre forgående album er det velkomment, at der nu spilles mindre med musklerne og mere med hjertet, hvilket ikke uvæsentligt betyder, at det er crooneren Morrissey, der leverer den højtsvungne lyrik og ikke den gryntende surmule."
Den altid kontroversielle Morrissey spillede i den grad med musklerne i 2014, hvor han leverede alt fra bidske kommentarer til koncertaflysninger og påstanden om at have ebola. I 2015 er han altså trods alt startet mere blidt ud med videoen til "Kiss Me a Lot", som du kan se via YouTube nedenunder.





