Nyhed

Ny film om koncertaktuelle Spandau Ballet

Dokumentar om Odense-aktuelle britiske firserveteraner får dansk biografpremiere

Med over 25 millioner solgte album og en stribe hits på samvittigheden må britiske Spandau Ballet betegnes som et af de helt store popnavne fra firserne og den såkaldte New Romatics-bølge. De gik i opløsning i 1990, blev gendannet i 2009 - og giver koncert i Den Fynske Landsby i Odense lørdag den 5. september.

Og to dage senere - den 7. september - viser 13 danske Nordisk Film-biografer meget passende den nye dokumentarfilm om gruppen "Soul Boys Of The Western World."

"En rejse gennem 80'erne i et fascinerende tidsdokument og samtidig en brutalt ærlig historie om tabte og genvundne venskaber i Spandau Ballet, der skabte et globalt musikalsk imperium, men til en pris ingen af dem havde forudset," lyder det inciterende oplæg i en pressemeddelelse i anledning af premieren.


Filmen, som byder på hjemmevideoer fra bandet selv og hidtil uudgivet materiale, kan opleves kl. 18.30 i Nordisk Films biografer i  Esberg, Herning, Hillerød, Kolding, Lyngby, Nyk. Falster, Næstved, Odense, Randers, Ålborg, Århus samt Fields og Palads i København.

Sammenfaldende med den nye dokumentar, er Spandau Ballet aktuelle med et opsamlingsalbum, som inkluderer tre nye numre.

ANNONCE