Den amerikanske countrysangerinde Mary Gauthier, der spiller på dette års Tønder Festival hele to gange, er aktuel på ny single fra den danske americana-gruppe Homesick Hank
Den amerikanske countrysangerinde og sangskriver Mary Gauthier optræder på dette års Tønder Festival både i dag og i morgen. I samme ombæring er hun aktuel på den seneste singleudgivelse fra den danske americana-gruppe Homesick Hank. Du kan høre "Believe ft. Mary Gauthier" her forneden.
Homesick Hank debuterede i 2004 med albummet "Hey" og fulgte det i 2006 op med "Leave It Behind". Sidstnævnte album fik en del opmærksomhed, idet det var indspillet hos og produceret af selveste Paul Oldham, bror til og kollega med Will Oldham alias americana-ikonet Bonnie "Prince" Billy, som også sang duet med Kudre Haan på sangen "Leave It Behind".
De har nu tre album i bagagen, hvoraf det seneste, "Ghosts" fra 2009, modtog fire stjerner af GAFFAs Finn P. Madsen. Han skrev blandt andet: "Stille og lavmælt lader Homesick Hank tonerne sive på deres mest gennemarbejdede album til dato."
Den 6. november er Homesick Hank klar med deres fjerde album, "Beautiful Life". Albummet er blevet til over de seneste seks år, som har været præget af skilsmisser, druk, depression og andre midtlivskriser. Med andre ord: Den mere eller mindre perfekte baggrund for udfoldelser i dybfølt americana.
Historien om Mary Gauthier er historien om et menneske, som har haft en problematisk barn- og ungdom, men er kommet styrket gennem kriserne og har udviklet sig til en markant kunstner. Hun blev født i New Orleans, tilbagte sine første år på et børnehjem, kom senere i familiepleje, løb hjemmefra som 15-årig, var ungdomskriminel og kom ud i et stofmisbrug, som det dog lykkedes hende at komme ud af. Hun begyndte på et tidspunkt at studere filosofi, droppede ud, åbnede en resturant og gik først for alvor i gang med at spille musik og skrive sange som fuldvoksen. Hun udgav sit første album, "Dixie Kitchen", i 1997 som 35-årig.
I april 2013 spillede Mary Gauthier i Musikhuset Aarhus. Her kvitterede GAFFAs musikanmelder Ole Rosenstadt Svidt med fem stjerner under overskriften: "Store sange for et lille publikum." Hun er at finde på Tønder Festival i aften i Telt 2, klokken 16.30, og i morgen (søndag den 29. august) i Palais Des Glaces, klokken 17.00.
Hør Mary Gauthier med Homesick Hank på "Believe" her: