Band og fans smelter sammen i videoen, som følger bandet og to fans på vej til og på Roskilde Festival
The Minds of 99 er aktuelle med en interaktiv video til sangen "Hurtige Hænder", optaget lige op til og under gruppens koncert på Roskilde Festival 2015, hvor de åbnede Orange Scene. I videoen kan du opleve bandets rejse fra tourbussen til scenen eller rejse med to fans på deres vej fra festivalcampingen til backstageområdet. Se videoen via linkene nedenfor. Du skifter mellem de to forløb ved at trykke "T" på dit tastatur og holde tasten nede.
"Det er en rigtig stor ting for os at skulle det her," siger Niels Brandt, forsanger i The Minds of 99, som det første i videoen. Stort er det også for to fans, når de får lov at komme backstage og se bandets åbningskoncert på Roskilde Festivals legendariske Orange Scene. Disse to synkrone forløb kan du skifte imellem i den nye video, hvor både band og fans sitrer af forventning.
The Minds of 99 blev dannet i 2012 af seks barndomsvenner, vandt i 2013 talentkonkurrencen Karrierekanonen og udgav i 2014 deres selvbetitlede debutalbum, der indeholdt hits som "Det Er Knud Som Er Død" og "Et Barn Af Min Tid" og også nummeret "Hurtige Hænder". Nu er de aktuelle med singlen "Stjerner På Himlen", første forløber for deres kommende andet album. Denne single kan du høre her.
Videoen er filmet og redigeret af Paw Ager. Videoen er produceret af musikplatformen Tuborg Musik, der har som formål at bringe publikum tættere på livemusikken og musikere tættere på publikum. Du kan læse mere om Tuborg Musik på de sociale medier under #tuborgmusik
GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen var i øvrigt godt tilfreds med åbningskoncerten, som han tildelte fire stjerner under overskriften "Opkomlingene tog scenen med energi og selvtillid". Læs hele anmeldelsen her.
Se filmen og tryk T for den fulde oplevelse her
Se filmen i fuld længde med de to parallelle forløb her