Den ultrahypede film om hip-hopgruppen N.W.A er endelig blevet indkøbt til danske biografer
Tålmodighed er en dyd, men handling har som regel mere effekt. Efter stor efterspørgsel og en underskriftindsamling står filmen om hip-hoplegenderne N.W.A. endelig til at få premiere i Danmark. Datoen bliver formentlig enten den 18. eller 19. september. Det fortæller Michael Berg, administrerende direktør i UIP, der er distributør på filmen, til Politiken.dk.
Filmen havde amerikansk premiere i weekenden og landede direkte på en førsteplads med en omsætning på over 50 millioner dollars. På trods af den massive hype i USA, både op til og efter premieren, har der ikke hidtil været planer om, at filmen skulle vises i Danmark. Danske distributionsselskaber har dog endelig fået øjnene op for filmens potentiale, og planlægningen af premieren herhjemme er sat i gang.
"Vi er meget imponerede over den massive interesse, filmen har oplevet herhjemme, og den er mere end berettiget til at komme ud i biograferne. Den skal ud!" siger Michael Berg til kino.dk.
Skru op for hørebøfferne og spændingen og se traileren til "Straight Outta Compton" her:





