Et af Danmarks største rockbands får selskab af Dúné under dobbeltkoncert i Jyllands navle
Hvis du vil gøre dig forhåbninger om at opleve Dizzy Mizz Lizzy live med loft over hovedet i 2016, så går turen til Viborg, for det bliver her, at bandet spiller deres eneste indendørs koncert i 2016. Scenen kommer de til at dele med Dúné, der indgår i aftenens dobbeltkoncert. De hele foregår i Tinghallen fredag den 29. april. Billetsalget er i gang på Billetnet.
For lige knap et år siden gjorde Dizzy Mizz Lizzy, et af 90'ernes mest hæderkronede rockbands, et stort comeback efter 17 år ude af rampelyset. Til februar udkommer deres første album i 20 år, det første siden "Rotator" fra 1996. Som kronen på værket fik frontmand Tim Christensen for nylig overrakt Æresprisen til årets Danish Music Awards – landets mest prestigefyldte musikpris.
Dúné er aktuelle med singlen "Trying To Get To You", der er en forløber for det album, de har haft i støbeskeen de sidste to år. En endelig udgivelsesdato er endnu ikke offentliggjort, men det er nok ikke for meget at love, at man til koncerten vil kunne forvente nyt såvel som gammelt. Dobbeltkoncerten med Dizzy Mizz Lizzy kommer kort efter, at Dúné har overstået sin egen turné, der løber fra januar til marts.
Varm op med det medley, som Dizzy Mizz Lizzy leverede i anledning af Tim Christensens store aften til DMA:





