Nyhed

Musikvideo: Julian Casablancas og Jehnny Beth fortolker Sort Sol

Sangerne fra henholdsvis The Strokes og Savages har begået et ganske fint cover af den gamle Sort Sol-sang – lige fra lyd til video

Forsangeren i The Strokes, Julian Casablancas, afslørede for nylig, at han har arbejdet sammen med sangerinden Jehnny Beth fra Savages om et cover af "Boy/Girl" fra Sort Sols tredje album "Dagger & Guitar" fra 1983. Du kan se resultatet her forneden.

Hvor man måske kunne forvente, at Casablancas ikke kunne dy sig for at hive nogle moderne toner ind, er "Boy/Girl" faktisk et ganske trofast cover af Sort Sol-klassikeren, som blev sunget i duet med New Yorks no wave-ikon Lydia Lunch. Den smadrede punk-stemning er bibeholdt, og æstetikken fra videoen er for så vidt også videreført.

I en pressemeddelelse, citeret af NME, lyder det: "Samarbejdet er kommet i stand gennem de tos gensidige beundring, efter at de mødtes på en turné i Sydamerika, og fordi de har en interesse i at finde en måde at arbejde sammen på. Idéen om at arbejde sammen tog form efter at Savages' producer Johnny Hostile foreslog sangen til Jehnny".

Jehnny Beth udtaler: "Det gav virkelig mening, da jeg hørte den første gang. Det var den perfekte sang for Julian og mig".


Casablancas tilføjer:" Jeg havde aldrig hørt sangen før, og jeg har stadig ingen idé om, hvad fanden ordene handler om. Det lyder som en dansk gut, der prøver at lyde, som om han siger engelsklydende ord".

Savages giver koncert i Store Vega, København, mandag den 7. marts. Billetter kan købes via GAFFA Live

Singlen udkom digitalt den 4. december, og den 18. december udkommer der en 7-tommers single. Se Casablanca og Beths udgave her – og sammenlign den med originalen forneden:



Sort Sol og Lydia Lunch:

ANNONCE