Nyhed

Queen til Jelling Musikfestival

Den legendariske gruppe, der nu har Adam Lambert i front, giver én koncert på dansk grund i 2016

For kun tredje gang på 40 år har et dansk publikum chancen for at opleve verdenshits som "Bohemian Rhapsody", "We Will Rock You" og "The Show Must Go On" live, når Queen + Adam Lambert gæster Jelling Musikfestival søndag den 29. maj 2016.

De mere end 30.000 publikummer på Jelling Musikfestival bliver de eneste, der får chance for at opleve legendariske Queen herhjemme. Det er nemlig gruppens eneste koncert i Danmark i 2016.

"Vi er meget stolte over at have sikret os et af de største og mest legendariske bands i rockhistorien i form af Queen + Adam Lambert. Det er et af de allerstørste, hvis ikke det største, vi har præsenteret på festivalen i dens 28-årige levetid. At Queen + Adam Lambert har spillet totalt udsolgte koncerter og festivaler verden over i 2015, viser med al tydelighed, at vi her har fat i et verdensnavn. Queens musik går på tværs af generationer, og det er meget svært at komme i tanke om andre artister, der har så mange store sange, som kan forene en hel festivalplads. Det bliver ganske enkelt en magisk koncert", lyder det fra festivalens booker Lars "Charlie" Mortensen.

Koncerten på Jelling Musikfestival er Queens kun tredje danske koncert. Første gang var i 1978 og anden gang i 2014, hvor Queen + Adam Lambert spillede for en propfyldt Jyske Bank Boxen i Herning, hvor koncerten blev udsolgt på få timer. Her kvitterede GAFFAs musikanmelder Espen Strunk med fire stjerner og skrev: "Det er efterhånden 38 år siden, Queen lovede at de ville rocke os, i den primalt effektive sang af samme navn. I aften i Herning indfriede de utroligt nok løftet nok engang - og det er vel også a kind of magic, i en vis forstand."

Nuværende frontmand Adam Lambert kan dog opleves solo i Falconer Salen den 25. april.

Billetter til Jelling Musikfestival er i salg og kan skaffes via GAFFA Live her

ANNONCE