Koncertanmeldelse

Alt var muligt i Sudan Archives' genre-brydende verden

Sudan Archives

Hotel Cecil

Det var den eksperimenterende r&b-kunstners koncert ved Hotel Cecil et levende eksempel på

Cincinnati-fødte Sudan Archives, hvis borgerlige navn er Brittney Denise Parks, slog sjældent rødder længe ét sted gennem sin opvækst i det amerikanske. Hun nåede at gå på 20 forskellige skoler, inden hun blev 19 år gammel.

Den konstante omveksling af forskellige miljøer kombineret med hendes studier i etnomusikologi har afgjort været to essentielle faktorer for tilblivelsen af denne multidimensionelle artist, som er en af nutidens, i al fald r&b’s, mest eklektiske fænomener. Dette er hendes seneste album Natural Brown Prom Queen et kunstnerisk stempel på.

Det kræver altså et åbent sind at træde ind i Parks' eksperimenterende lyd. Men hvis du af en eller anden grund var varsom med at tage det første skridt, så skulle koncerten ved Hotel Cecil nok give dig det nødvendige skub.

Welcome to the cult!

Karikeret, animeret, men absolut autentisk trådte Parks ind på scenen i bare fødder, som om hun lige var kommet fra en tjekket rave-klub i en dystopisk sci-fi-film. I en blond paryk med lange dreadlocks valsede hun rundt på scenen – en scene, som hun besejrede for hvert skridt, hun tog.

Akkompagneret af warm-up-artisten The Growth Eternal, der både håndterede digitale trommer, bas og dj,  forvandlede hun de omtrent 25 kvadratmeter til en fri legeplads.

“Home Maker”, der kickstartede showet, fremviste Parks som både sensuel og nærværende. En gnist, som hun ikke mistede på noget tidspunkt. Her stod hun helt oppe ved scenekanten og låste blikket mod publikum, mens deres blikke fulgte hendes forførende bevægelse på scenen.

Adskillige rakte hånden i vejret, da Parks herefter spurgte om, hvor mange der kun lige var blevet bekendt med hendes musik. “Welcome to the cult!” udtalte hun selvsikkert i mikrofonen.

Inden længe samlede hun violinen op på “Oatmeal”, der kolliderede afrikanske rytmer med AutoTune-vokal. Violinen, som Parks samlede op i fjerde klasse, er en grundsten i hendes musik og denne aften fulgte den hende også til vejs ende.

Hvad end det var på den trappede energiudladning “Ciara” eller på “Confessions”, der med sine innovative violin-strøg og tempofyldte trommesekvens blæste publikum bagover, fulgte violinen altså hende. Alt imens Parks både sang, dansede, brugte effektpedaler og momentvist hoppede på en trommepad, der udløste forskellige effekter.

Der var dog noget særdeles forførende, og ja, sexet, over showet. Et ord, som hun ofte også brugte til at beskrive publikum. Eksempelvis på sangen “Freakalizer”, der med et tekstmæssigt udspil som “no I don't wanna be lonely, but these hormones are making me horny” pludselig landede Parks nede blandt publikum i en intens dans, som de omkringværende næsten ikke var parat til at respondere på. Det var dog et ud af mange definerende øjeblikke for koncerten.

Energien forlod hende ikke herefter. Eksempelvis på sangen “OMG BRITT”, der bragte aftenens mest hårdtslående moment med en vokal pitch, som lænede sig mere op ad skrig end sang. Vokalen ramte her et crescendo, som vakte jubel i hele salen.

“ChevyS10”, som bød på elektroniske dance-elementer og en fantastisk indlevelse fra de to artister, cementerede yderligere koncertens stærke karakter. Inden længe inkluderede “Average” publikum i en energisk call-and-repsonse-sekvens, hvor Parks endda hev brysterne ud efter at have gentaget teksten “I just wanna have my titties out”. En tekst, som også var at finde på noget af det merch, hun havde medbragt.

Det var altså med god grund, at et euforisk publikum mod enden klappede Parks retur på scenen, så hun kunne sætte et stort kunstnerisk punktum for koncerten – og samtidig kunne vise, at samspillet mellem en kunstner og en violin aldrig har set mere forførende ud.

En særling blandt særlinge

Der var noget nøgent og fantastisk modigt over den måde, Sudan Archives blottede sig selv og hendes musik på denne aften i Hotel Cecil. Hun udfoldede sig på en måde, som jeg har set få artister gøre før på en scene.

Den autodidakte og eksperimenterende r&b-ekvilibrist kombinerede både klassiske nuancer med hiphop og elektroniske sekvenser med traditionelle afrikanske rytmer i et afro-futuristisk udspil, der konstant udfordrede med nye lydlandskaber. Disse ord er dog ikke nok til at indfange Sudan Archives' musik, der er ligeså unik, som den til tider er kaotisk.

Sudan Archives er altså en særling blandt særlinge, hvilket denne aften resulterede i en af de helt unikke oplevelser, som jeg godt tør sige var et af årets største koncert-scoops.

Så hvordan kan r&b egentlig lyde i året 2022? Jeg kan i hvert fald konstatere, at folk havde rigeligt at konversere om, da Sudan Archives og The Growth Eternal forlod scenen. Jeg er sikker på, at de fik en hel del nye fans denne aften.

LÆS OGSÅ: Sudan Archives inviterer til femstjernet gallaaften

ANNONCE