Nyhed

Videopremiere: B-films horror med freckles

Kvintetten freckles, der består af medlemmer fra blandt andet Virgin Suicide og Broken Twin, er klar med deres første musikvideo til 'The Guitar'

Troede du, at den melodiske pop-punk, hvor hvor pumpende powerakkoder og iørefaldende guitarfigurer er det, der bærer sangene, var gået i glemmebogen med Sum 41 og Blink-182, er danske freckles klar til at forny din hukommelse. Se premiere på musikvideoen til deres førstesingle, "The Guitar", her forneden.

Det temmeligt nye band består ikke af musikere, der er uvante med at stå på en scene. freckles består nemlig af flere erfarne musikere fra den københavnske scene – heriblandt Broken Twin og Virgin Suicide. De fem drenge dannede freckles i februar 2015 og spillede deres debutkoncert på Distortion Festival. De arbejder nu på deres debut-EP, som forventes at være ude tidligt næste år.

"The Guitar" har allerede været i rotation på P3 og P6 efter, at den blev valgt som "Ugens Kanon" i DRs "Karrierekanonen". Nu har den fået en uhyggelig musikvideo. Forsanger Simon Thoft Jensen udtaler:


"Idéen udsprang som de fleste af vores idéer i en brandert. Vi ville lave en found footage B-films-horrorvideo, selvom vores musik ikke just lægger op til det. Det skulle være DIY, og på en eller anden måde lykkedes det os at koble tekst, musik og billeder sammen. Vi måtte selvfølgelig grave dybt i fortolkningsbogen, og historien fremstår mest af alt som et surrealistisk mareridt uden nogen klar storyline."

Tag med freckles ud i skoven og oplev noget rendyrket horror: 


ANNONCE